Tekst Hasse Jørgensen, fotomontage Hasse Jørgensen/Ove Detlevsen, onsdag den 4. november

Planerne om at flytte pladsen til autocampere fra den nuværende på P Syd til en ny plads syd for denne fortsættes.

Det fortæller formanden for udvalget for teknik og byggeri, Søren Heide Lambertsen (V) efter han og næstformanden for udvalget, Henning Ravn (V) brugte en del af onsdagen til at forhandle med lokale interessenter, der muligvis vil stå for den praktiske drift af pladsen.

Søren Heide Lambertsen fortæller, at processen med at flytte pladsen til autocampere fortsætter, og det betyder, at der skal udarbejdes planforslag for området.

Formanden siger, at både han og næstformand Henning Ravn var meget opløftet efter besøget i Ribe.

– Der er flere, der har givet udtryk for interesse for at drive en ny plads, og vi har fået mange henvendelser fra interesseorganisationer og andre om indretning af pladsen.

– Vi har set nogle meget gennemarbejdede forslag til drift af pladsen, og Henning Ravn, der selv er meget entusiastisk bruger af autocamper og dermed udvalgets ekspert, kunne komme med mange gode input også, fortæller Søren Heide Lambertsen og tilføjer:

– Det er opløftende, at der er så kreative mennesker, der også tænker i det at få flere turister til Ribe.

Ideen om at flytte pladsen for autocampere er opstået, fordi der i sydbyen ofte er mangel på parkeringspladser, og hvis de pladser, der er afsat til autocampere på P Syd flyttes til den nye plads, vil det frigive relativt store arealer til etablering af p-pladser til personbiler.

Den plads, der tænkes brugt, ligger syd for den eksisterende P Syd på den anden side Haulundvej. Pladsen bruges i øjeblikket som oplagsplads i forbindelse med de vejarbejder, der er i gang i Ribe.