Tekst Hasse Jørgensen, foto Jens Karsten Jørgensen, torsdag den 16. december 2021
Med købmand Parmo Pedersens død og lukningen af hans butik på Mellemdammen, forsvinder et stykke historie og intet mindre end en institution fra bybilledet i Ribe.
Parmos forretning var noget helt specielt, en tidslomme, og det er rigtigt, som de nye ejere, Charlotte og Ole Blandt-Hansen skriver i en pressemeddelelse, at den forretning kan ikke drives videre uden Parmo.
Men minderne lever videre ikke mindst i billeder, og dem har fotograf Jens Karsten Jørgensen mange af. Og det har fået Dieter Sebelin til at foreslå, at der laves en evighedskalender med nogle af de mange motiver fra Parmos forretning, som Jens Karsten Jørgensen har, og med en kort tekst af Dieter Sebelin. En evighedskalender er en, der kan bruges år efter år.
– Vi tror, der kunne være stor interesse for en sådan kalender, men hvor stor interessen er, kan vi ikke vide, og derfor kan vi heller ikke sige noget om prisen. Men kalenderen vil jo være historisk, da det ikke er muligt at genskabe billederne. Det vil være ren nostalgi, siger Dieter Sebelin, der videre oplyser, at er nogle interesserede i en sådan kalender, kan de kontakte ham på telefon 60881729. Hvis der er tilstrækkeligt med interesserede, vil der blive sat en produktion i gang.