Tekst, Foto & Collager: Johnny Tauman    Dronefotos: Ove Detlevsen
15. februar 2024

Inden for den nærmeste fremtid indbydes der til møde ved Jernindustrigrunden. RYK IND RIBE har set nærmere på de justeringer, der er foretaget siden det forrige udkast. Nu ser det ud til, at der kan bygges beboelsesejendomme oven på den forurenede del af grunden mod nordvest, mens der til gengæld skal opføres et parkeringshus syd for LIDL. Ændringen i Helhedsplanen skyldes, at Niras har foreslået, at kilden til forureningen skal fjernes. Det skulle være tilstrækkeligt sammen med afværgeforanstaltninger. Hvornår der så kan bygges, vides endnu ikke, men et slag på tærsklen vil være i 2025.

Original tegning – leveret af Esbjerg Kommune

Bygninger skal fjernes

– Det er besluttet, at skorstenen med logo bliver fjernet, fortæller  byplanlægger Julie Kikkenborg Viig fra Byplan og tilføjer: – Da vi fjernede bygningerne ud mod Saltgade lod vi tre bygninger blive stående, idet det var tanken, at de skulle indgå i bydelsprojektet. Nu er det kun vandtårnet, som bliver bevaret.
Den eksisterende transformatorstation – tilhørende elselskabet N1 – vil foreløbig blive bevaret, idet den har flere funktioner – men på sigt vil den få en anden placering end som her midt i en bykerne.

Aktuelt arbejder Byplan på at få den første workshop klar med hensyn til boligbyggerier. – Vi forventer at kunne offentlig gøre tid og sted i næste uge, når vi åbner for tilmeldinger, siger Julie Kikkenborg Viig. I første omgang vil temaet være selvbyggeri – og for den almindelige borger, vil det være muligt at få mere opdateret viden om udviklingen af Jernindustrigrunden senere på foråret. En endelig dato herfor vil blive udmeldt i RYK IND RIBE.

Trafikken til og fra P-pladsen ved Hovedengen

Mange interesserer sig også for fremtiden for Saltgade, Sct. Peders Gade og ikke mindst trafikken gennem Jernindustrigrunden. RYK IND RIBE har på bedste vis påført kortmaterialet, den viden som foreligger:

Der er tegnet 9 store parkeringspladser i rundkørslen ved Ribehallen. Det vides ikke om, der er tale om parkering til Danhostel eller Ribehallen – eller måske parkering forbeholdt busser med turister!

Skorsten må vige…

Dronefoto: Ove Detlevsen

… men til gengæld

Den bevaringsværdige hovedbygning i Saltgade vil altid stå som monument for byens største arbejdsplads gennem årtier

I følge oversigtskortet vil det gamle vandtårn stadig indgå i planerne