Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 8. januar 2026

Ægteparret Pia og Johnny Frederiksen, der bor i Gredstedbro, er med skiftet fra Weiss Stue i Ribe til restauration Spisestuen i Danmarksgade i Esbjerg gået fra den ene, gamle og historiske bygning til den anden. Men fælles for de to huse er, at de er fyldt med varme, sjæl og charme.

Spisestuen har til huse i en af Esbjergs ældste bygninger. Hvor gammel, den egentlig er, fortaber sig lidt i det dunkle. Men det ligger fast, at den blev bygget som pølsefabrik. Da pølsefabrikken lukkede, blev den omdannet til loge, og det ses stadig på en del af den udsmykning, der pryder væggene. Da der kun var to logemedlemmer tilbage og begge var over 80 år, blev logen lukket. Bygningen var derefter hjemsted for møder i AA, anonyme alkoholikere, inden den i 1986 blev til restauration.

Og det er den, Pia og Johnny har købt samt lejet sig ind i bygningen.

Torsdag var første åbningsdag, og allerede første dag var der godt med gæster i restaurationen, hvor der er plads til omkring 40. Hertil kommer en sal med scene og plads til 60 samt en gårdhave og en lille vinkælder.

– I vinkælderen er der rig mulighed for at lave nogle små, intime vinsmagninger, konstaterer Johnny mens Pia og personalet er i gang med at dække op til aftengæsterne.

Til frokost serveres der højt belagt smørrebrød, mens aftenmenuen byder på lidt af hvert.

– Vi har taget det bedste fra Weis med, og vi har taget det bedste fra Spisestuen og kombineret det hele med lidt nyt, bl.a. stegt flæsk med persillesovs, wienerschnitzel, en flamberet peberbøf og crepe suzette, der er en flamberet pandekage med is.

Mens Pia og Johnny således lige er begyndt i det nye sted, kan de allerede se frem til flere fester både private og festivaler i Esbjerg.

Den 28. til 30 januar er der Folk og festival i Esbjerg med en masse spillesteder rundt i byen, og her lægger spisestuen også scene til koncerter alle dage. Og det samme sker, når der den 12. til 15. februar er jazzfestival i byen.

– Så vi glæder os rigtig meget, siger Johnny mens Pia, Ida og Jes er i fuld gang med at gøre klar til aftenens gæster.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Ida flamberer pandekagerne. De smagte fantastisk med tilpas afdæmpet sødme og syrlighed.

Og når man overtager et nyt sted, er der mange ting, der lige skal prøves af, inden gæsterne kommer.

Det gjaldt bl.a. flamberingen af pandekager, som Ida stod for. Hun gjorde det flot, og undertegnede fik den første creme suzette fremstillet under de nye ejere: den smagte virkeligt godt.

På falderebet kommer spørgsmålet: – Flytter i nu fra Gredstedbro.

– Nej, siger Johnny: – Når vi er i bilen, er det lige gyldigt, om vi kører til Ribe eller Esbjerg.

Salen, der giver plads til både private fester, koncerter og festivaler.