Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 17. august 2026

– Nu skal vi heller ikke have mere.

Ordene kommer med et stort smil fra Johnnie Frederiksen, der sammen med hustruen, Pia Frederiksen, mandag middag kunne lukke dørene op til restauration Hos Ingeborg på Kongensgade i Esbjerg.

Ved Årsskiftet forlod de som forpagtere Weis Stue i Ribe og overtog restauration Spisestedet i Esbjerg, som de fortsat driver. Parret bor stadig i Gredstedbro.

Bemærkningen om, at nu skal parret ikke have mere refererer selvfølgelig til, at parret fortsat driver Spisestuen.

Hos Ingeborg er som Spisestuen et meget kendt madsted i Esbjerg, og fremover bliver det Pia, der primært vil være i Hos Ingeborg, mens Johnni primært vil passe Spisestuen.

Hos Ingeborg har været lukket nogle uger siden den daværende ejer Jan Sinnbeck gik på pension. At restaurationen har været savnet, kunne ses på åbningsdagen. Dørene blev åbnet klokken halv tolv mandag, og med det samme strømmede det ind med gæster, der lige skulle have en frokost.

– Vi vil drive det videre, som det hele tiden har været drevet. Vi laver god, dansk mad helt fra bunden, som vores bedstemødre gjorde, fortæller Johnni mens Pia har travlt med at servicere gæsterne.

Kommer I ikke til at konkurrere lidt med jer selv, når i også har spisestuen?

– Det tror jeg ikke. Det er god, dansk mad, der laves begge steder, men der er alligevel lidt forskel på de to steder. Hos Ingeborg er det meget stamgæster, der kommer, og her har man været vant til at skulle bestille bord, for at få plads. Er der fyldt her, kan vi jo henvise til Spisestuen.

– Hos Ingeborg har vi ikke noget egentligt selskabslokale. Det har Spisestuen, og så kan vi henvise selskaber hertil. Desuden giver det også noget fleksibilitet med hensyn til personalet, forklarer Johnnie.

Hos Ingeborg har i mange år været drevet af mennesker fra Ribe. Først var det Ruth Iversen, der var gift med nu afdøde vognmand Niels Iversen. Dernæst havde Tove og Folmer Hausted stedet i nogle måneder, inden Jann Sinnbeck, der også har rødder i Ribe, overtog stedet. Dertil kommer, at mange mennesker fra Ribe har besøgt restaurationen.