Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, tirsdag den 26. maj 2026
København og Aarhus har det. Brandts Klædefabrikker i Odense, Herning og Louisiana i Humlebæk har det også. Ejer man en smartphone, har man sandsynligvis hundredvis liggende i lommen. Fotografier, billeder og snapshots af det som vi ser, men som i kunstens verden ofte er noget vi først opdager, når det dukker op i en udstilling.
Billedkunsten har det godt. I Esbjerg har en gruppe ildsjæle gennem 30 år løbende forkælet et voksende publikum med kvalitetsudstillinger og værker af betydningsfulde fotokunstnere fra nær og fjern. Gorm Valentin, Kirsten Klein, Rigmor Mydtskov, Krass Clement, men også byens egen mester, Peter Langwithz Smith.
Nu er det slut – og måske så alligevel ikke…
Bestyrelsen og de frivillige, der gennem årene har stået bag Phototekets udstillinger i Svalegangen på 1. sal i Hovedbiblioteket, har efterhånden nået en alder, hvor det begynder at knibe med kræfterne. Derfor blev man i december sammen med biblioteket enig om at dreje nøglen om, mens legen var god.
Men som man i operaens verden siger – ”intet er forbi, før den fede dame har sunget.” Phototekets afgående formand, Søren Nordby, der også er en del af Esbjerg Kunstmuseums bestyrelse, er de sidste måneder gået sammen med en af Phototekets beundrere, Peter Lindgaard. Sammen er makkerparret blevet enige om at gentænke og genstarte en ny version af Phototeket Esbjerg, der bygger videre på de mange erfaringer, man har høstet gennem 30 år.
Onsdag den 3. juni kl. 18.00 indkaldes der til orienteringsmøde og stiftende generalforsamling i mødelokale 2 på hovedbiblioteket i Esbjerg. Målet er at samle en ny bestyrelse, der formelt kan drive det sydvestjyske kulturtilbud videre.
– Phototeket Esbjerg har rodfæstet sig og vundet mange borgeres store respekt og kærlighed. Fotoudstillingerne understreger Esbjergs vilje til at spille en kvalitativ rolle på det kulturelle landkort, udtaler Søren Nordby.
Ambitionerne fejler ikke noget. Makkerparret har kontakt med flere spændende fotografer, og bibliotekschef Ann-Britt von Seelen har givet tilsagn om, at hovedbiblioteket fortsat kan benyttes til udstillinger.
– Det bliver spændende, siger bibliotekschefen: – Phototeket har gennem årene været et vigtigt aktiv med stort format. Fotoudstillingerne rummer mange indtryk og oplevelser, der er med til at understøtte kvaliteten og mangfoldigheden af de tilbud, borgerne kommer efter.
På det seneste har idémagerne haft en positiv dialog med egnens nye kulturcenter Endrupholm. Målet er, at Phototeket Esbjerg 2.0 i fremtiden tilbyder udstillinger i herregårdens smukke rammer. – Phototeket Esbjerg er skal ikke kun være et attraktivt tilbud henvendt til esbjergenserne. Derfor forsøger vi at række ud til oplandet, Ribe, Bramming, Varde, Rødding, Vejen, Billund og kommunerne øst for byen. Kultur og kvalitet bør ikke være noget, som interesserede skal rejse land og rige rundt for at få adgang, og i den optik står Endrupholm efter vores mening til i fremtiden at få en vigtig betydning, lyder det fra initiativtagerne.









































































