Tekst & Foto: Johnny Tauman
11. januar 2023

I V. Vedsted bor Peter Emil Jensen! Du tænker måske, hvem er han? Derfor vil RYK IND RIBE lige trække en linje tilbage til maj 2022, hvor Peter Emil i flere artikler konstaterede det uhensigtsmæssige i at afbrænde flodskarn langs digerne – og dermed røggenerne for mange beboere i V. Vedsted, Egebæk – Hviding og på Fanø. Og så er han en af de lokale i bestyrelsen for Danmark Naturfredningsforenings Esbjerg afdeling.

RYK IND RIBE har bedt Peter Emil Jensen se ind i krystalkuglen for 2023 – og han fik frit spil til de emner, som han ville berige læserne med. Det første handler nu slet ikke om naturen, men derimod trafikken og løsningen på passagen ved Holmevej / Bjerrumvej. Det punkt prioriterer han højest!

Passagen Holmevej / Bjerrumvej

Peter Emil indleder sin begrundelse med tilbageblik ved årsskiftet 2023/24: – Der er kommet en fodgænger/cyklisttunnel under hovedvej 11 ved passagen Holmevej/Bjerrumvej! Den har fjernet den livsfarlige passage over hovedvejen for fodgængere og cyklister, som havde ualmindeligt vanskeligt ved at krydse vejen grundet den stærke trafik af (for hurtigt kørende) biler.
Især opstod der farlige situationer, når grupper af turister eller lejrskoleelever skulle krydse.
Antallet af disse grupper er jo netop talrigest i sommerhalvåret, hvor der ligeledes er flest biler.

 Nej tak til trafiklys

Og så kommer den kontante melding: – Det er godt, det ikke blev et trafiklys. Det ville ikke have givet optimal sikkerhed, og det ville også være skørt at have brugt et 3 cifret millionbeløb på at forbedre flowet af trafikken rundt om Ribe, og så stoppe dette flow med et trafiklys.

4 kontante naturønsker

Som naturmenneske har Peter Emil da også en række ønsker for Ribe og omegn. – Jeg har valgt at medtage fire områder / temaer, som trænger sig på – og her er de oplistet i en ikke prioriteret rækkefølge, lyder det fra Peter Emil Jensen.

Storken er vendt tilbage som ynglefugl! Dette skyldes, at forholdene for storkens byttedyr er blev væsentligt forbedrede. Det er sket ved at holde engene langs Ribe Østerå våde til paddernes ynglesæson er overstået, samt ved at der skabt mange paddeområder i marsken, hvor større arealer anvendes til høslet eller græsning.

— Der er etableret et effektivt stryg (ved Frislusen?), så laks, havørred, snæbel og ål har fået uhindret adgang til Ribe å systemet.

Gydebankerne i V. Vedsted Bæk er blevet genetableret, og der foretages miljøvenlig grødeskæring, så hav- og bækørredbestanden kan nå op på højde med bestanden i 00’erne.

– Planerne om testcenter for 450 m høje vindmøller i Nationalparken er definitivt taget af bordet.

Tak til Peter Emil for dette indspark til 2023.