Tekst Hasse Jørgensen, foto Ribe Kunstmuseum. Mandag den 28. oktober
En af vor tids meget dygtige kunstnere, keramiker, billedkunstner og fotograf Peter Brandes, gæster Ribe Kunstmuseum i november, hvor Brandes vil holde foredrag om Edvard Munchs træsnit.
Museet har netop nu en udstilling om nordmandens træsnit, og Peter Brandes har en stor viden om Edvard Munch. Og da Brandes samtidig er en dygtig fortæller, er der ingen tvivl om, at der bliver tale om et interessant foredrag.
Peter Brandes selv er ofte i sin kunst inspireret af religionen eller den græske mytologi, og han har lavet mange udsmykninger til kirker i Danmark.
Siden 1981 har Peter Brandes været bosiddende i Paris sammen med sin hustru, Maja Lise Engelhardt.
Foredraget på kunstmuseet er arrangeret af museet i samarbejde med kunstforeningen, og det holdes den 22. november klokken 16. tilmelding skal ske til kunstmuseet senest den 15. november på telefon eller mail 75 42 03 62 /mail: post@ribekunstmuseum.dk. Prisen er 50 kroner for medlemmer eller indehavere af årskort. Andre skal betale 75 kr.










































































