Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 2. november

Hvis alt går efter planerne, overtager Hotel Ribe den store ejendom med adresse Stampemøllevej 2 i Ribe. Planerne er, at de ni etværelses lejligheder, der er i stueplanet, med tiden skal omdannes til hotelværelser og være anneks til selve hotellet, der ligger et par hundrede meter fra den store bygning.

Byrådets udvalg for plan- og miljø har netop godkendt, at lejlighederne nedlægges som boliger med henblik på at blive hotelværelser.

– Det er en rigtig god ide, som vi siger ja til. Vi har et turisterhverv, der skal plejes, og det er vigtigt med gode forhold, siger formanden for udvalget for plan og miljø, Karen Sandrini (S).

En af ejerne af Hotel Ribe, Niels Toft, fortæller, at der nu skal forhandles med den nuværende ejer af ejendommen Stampemølle 2 om hotellets køb af ejendommen.

– For os vil det give rigtig god mening at kunne indrette hotelværelser i bygningen efter vi ikke længere har værelser i Saltgade i det tidligere Fru Mathis. Ribe mangler overnatningssteder, og vi mangler overnatningssteder i stueplan. Vi må sige nej til en del gæster, der efterlyser værelser med placering i stueplan, fortæller Niels Toft.

Han fortæller samtidig, at lejlighederne i Stampemøllevej 2 udmærker sig ved størrelsen, der varierer fra 30 til 45 kvadratmeter, at der er egen indgang samt et lille tekøkken til hver.

– Dertil kommer,  at der er parkeringsplads i gården bagejendommen, og hvis det lykkes at købeejendommen, er det naturligvis meningen, at lejlighederne skal sættes i stand, fortæller Niels Toft, der også oplyser, at hvis handlen går i orden, vil de nuværende  lejere blive orienteret på et møde, og at ingen lejere siges op, men ændringen af  lejlighederne til hotelværelser vil ske ved naturlig fraflytning. De nye værelser vil i givet fald blive lejet ud fra selve hotellet i Sønderportsgade.

Hotel Ribe råder over syv værelser i selve hotelbygningen i  Sønderportsgade og desuden har hotellet hidtil udlejet de fem værelser, der er i ejendommen i Saltgade, ser tilhører Ribe Jern Ejendomme a/s, og som er udbudt til salg sammen med den gamle portnerbolig og den bygning, der tidligere husede kontor for forsikringsselskabet Kgl. Brand og sidst administration for det hedengangne Ribe Jernindustri.