Tekst og foto Hasse Jørgensen, mandag den 4. september 2023
En personbil og en autocamper kørte midt på eftermiddagen sammen i rundkørslen, der hvor Ringvejen, Tøndervej og Haderslevvej mødes.
Så vidt Ryk Ind Ribe erfarer, blev en person i ambulance kørt til behandling på sygehuset i Esbjerg.
Uheldet skete mens personbilen var på vej ud af rundkørslen med kurs mod Esbjerg, mens autocamperen var på vej ind i rundkørslen, og meget tyder på, at autocamperen var kommet over i venstre vognbane.
Der skete en del materiel skade, og trafikken var ikke synderligt generet, da der var plads uden om de to havarerede køretøjer.
Uheldet medførte forurening af kørebanen af en væske, der gjorde vejen glat. Sydvestjysk Brandvæsen i Ribe blev tilkaldt for at rense vejen, og det skete i løbet af mindre end en time.