Tekst Hasse Jørgensen, foto Colourbox, mandag den 6. oktober 2025
19 social- og sundhedsassistenter fra Esbjerg Kommune deltager nu i en ny, national specialiseringsuddannelse i demens. Målet er at styrke medarbejdernes faglighed og sikre høj kvalitet i omsorgen for borgere med demens.
– Vi har valgt at investere markant i uddannelse, fordi vi tror på, at kompetente medarbejdere er nøglen til kvalitet i vores samarbejde med borgerne, siger Arne Nikolajsen, direktør for Fritid Sundhed & Omsorg i Esbjerg Kommune.
– Demensområdet kræver specialiseret viden, og med denne uddannelse giver vi vores medarbejdere mulighed for at udvikle sig fagligt – samtidig med, at vi styrker deres tilknytning til arbejdspladsen, fortsætter Arne Nikolajsen.
Tryghed, sikkerhed og livskvalitet
Uddannelsen er målrettet social- og sundhedsassistenter med minimum to års erfaring og kan tages sideløbende med arbejdet. Undervisningsdagene er fordelt over cirka ti måneder. Undervisningen er praksisnær og fokuserer på vurdering, handleplaner og indsats for fysisk, social og mental trivsel hos mennesker med demens – med vægt på tryghed, sikkerhed og livskvalitet.
– Det glæder os, når en kommune vælger at investere i at dygtiggøre deres medarbejdere. Det styrker både medarbejdernes faglige profil og deres karrieremuligheder, siger Tanja Nielsen, sektorformand i FOA.
– Og så betyder det, at borgere med demens og deres pårørende møder fagpersoner, der har den nyeste viden og kan skabe trygge, meningsfulde og værdige forløb, men også fagpersoner, der kan arbejde systematisk med kvalitetsudvikling og forbedringsarbejde, der er meningsgivende direkte i hverdagen, uddyber Tanja Nielsen.
Integreret i daglig praksis
Uddannelsen udbydes af UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, som har haft fokus på at skabe et fleksibelt forløb, der kan integreres og tager udgangspunkt i medarbejdernes daglige praksis.
– Vi har tilrettelagt uddannelsen, så den kan tages sideløbende med arbejdet, siger Poul Skov Dahl, direktør for UCL Kompetence- og Organisationsudvikling.
– Det betyder, at medarbejderne kan afprøve deres nye kompetencer med det samme og løbende – og det skaber både læring og værdi i hverdagen, ikke mindst for de borgere, de arbejder med, forklarer Poul Skov Dahl.
Satsningen er en del af Esbjerg Kommunes langsigtede strategi for kompetenceudvikling, hvor efteruddannelse ses som en central brik i at skabe attraktive og bæredygtige arbejdspladser – og i sidste ende sikre den bedst mulige omsorg for kommunens borgere.