Tekst Hasse Jørgensen, foto Tuala Hjarnø, onsdag den 4. juni 2025
Ribe får snart besøg af rapper og ordkunstner Per Vers, når han deltager i et gratis informationsmøde om Stafet For Livet Ribe. Arrangementet finder sted i Ribe Fritidscenter den 18. juni fra klokken 19 til 21, og alle er velkomne.
Per Vers vil denne aften dele sin personlige historie om at have kræft tæt inde på livet flere gange, og han krydrer aftenen med optræden af nogle af sine velkendte numre. En unik kombination af nærvær og sårbarhed og hurtige takter og toner.
Formålet med mødet er at skabe opmærksomhed omkring Stafet For Livet – Kræftens Bekæmpelses landsdækkende begivenhed, der sætter fokus på håb, fællesskab og kampen mod kræft.
Der vil være mulighed for at købe kaffe, kage, øl, vand og lysposer, og der bliver rig lejlighed til både at blive inspireret, få information og mærke det stærke fællesskab, der er om sagen.
Arrangementet er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig.