Tekst & Foto: Johnny Tauman
20. august 2023

Første artikel af to

Det lå ikke ligefrem i kortene, at Per skulle være blomsterhandler, selvom han er opvokset til duften af blomster i hjemmet i Skolegade vis-a-vis Ribe Domkirke.
– Min far og farfar havde skabt butikken Blomsterhuset, fortæller Per Mathiesen, som dengang også havde salg af frugt. Det var en helt anden tid, hvor der var flere blomsterhandlere og gartnere i Ribe – og butikkerne lå tæt omkring Ribe Domkirke: Gartner Rosenborg, Gartner Nørgaard og så min families butik: Gartner P. Mathiesen – Blomsterhuset.

Eget drivhus med adgang fra butikken

RYK IND RIBEs medarbejder kunne udfordre Per, da vi har snakken om butikken indretning: – Kan du huske, at din far havde adgang til et drivhus fra butikken – et drivhus som gav en vis fugtig varme, når solen stod højt på himlen? Per nikker, ja det var andre tider – også med hensyn til salg af frugt og grønt, hvor der skulle hentes varer hjem flere gange om ugen. Drivhuset blev vist nok anvendt til udplantning.

Familien havde stue ud mod Domkirkepladsen – de sidste vinduer på 1. sal

Per Mathiesen blev passet hjemme sammen med søsteren Anette (i dag med efternavnet Hadenfeldt bosiddende i Hvidovre). – Vi boede jo i en større lejlighed over butikken, hvorfor der var udsigt fra stuen til Hans Tavsens Hus og Domkirkepladsen. Min mor – Anna Lise – kunne hurtigt være både i butikken og på første sal – og så havde vi ung pige i huset. Og ja, så har kirkeklokkernes ringning også været en stor del af mit liv: timeslagene og klokkespillet i Borgertårnet – og ringning til højtider fra Mariatårnet.

Vittenbergskolen og Handelsskolen

Den 52 årige blomsterhandler ser tilbage på en god og lærerig skoletid på Vittenbergskolen med start i 1977.

Gik på Vittenbergskolen, da den stadig var næsten ny

Han fulgte hele forløbet fra 0-10. klasse og fortsatte efterfølgende på Ribe Handelsskole.
– Jeg nød de praktisk-musiske fag i folkeskolen – designfagene formning, sløjd, håndarbejde og musik, kommer det med et smil: – Og derfor var det helt naturlig for mig at bruge masser af tid i ungdomsårene med at spille i forskellige orkestre. Per tænker her på tiden i RIAMUF – og ikke mindst, når der var behov for musik til halballer, Påske-, Pinse- og Julerock arrangementer. – Det blev vel til deltagelse i 4-5 orkestre, hvor jeg havde ansvar for at spille på trommer.

KFUM-spejder

Hvad lavede en ung knægt ellers i Ribe! – Jeg fik interesse for at være KFUM-spejder – og havde her end lang række positive oplevelser sammen med familien Kværnø, Per Zoega m.fl.
Sammen med en masse venner kom han også i Ungdomsskolens klub, da de først havde opnået alderen dertil.

Butikken fejrede 50 års jubilæum

Som 8 årig kunne Per opleve stor festivitas – Blomsterhuset kunne fejre 50 års-jubilæum. Både min farmor, farfar, mor og far havde da sat sit præg på familiers rejser gennem livets store begivenheder: (fødsel, konfirmation, fødselsdage, bryllup og begravelse) gennem to generationer.

Inden familien Mathiesen overtog bygningen i Skolegade, var der et Møbel & Ligkistemagasin på stedet

Om det var det usagte pres om at skulle være tredje generation i blomstersalg – eller en iboende trang til at udforske og prøve nyt, der fik Per til at forlade Ribe og flytte til Skagen som godt 18 år gammel, melder historien ikke noget om. Per valgte herfra at drage til Frederiksberg og Greve Strand, inden han igen vendte tilbage til Ribe i 1996. Han blev i øvrigt uddannet som blomsterdekoratør i 1992 – 21 år gammel.

På to jordomrejser

Forinden havde Per som 19 årig valgt, at han ville opleve verden – og hvad var så mere naturligt end at tage på jordomrejse – pengene var sparet op.
– Det var en fantastisk tid, fortæller Per, som fra august til juni nåede både til Australien, Indonesien og Thailand, inden pengene slap op…


Vel hjemme i Ribe, var gode råd dyre! Målet havde været en jordomrejse – og nu var det ”kun” Australien og Sydøstasien, som var blevet besøgt. – Jeg fik arbejde hos mine forældre – og nu opdagede jeg mine skjulte evner som dekoratør. Jeg fik sparet en god sum sammen og tog så i 1993 på min anden ”jordomrejse”, som bragte mig vidt omkring. Se blot listen af lande, som jeg her besøgte i løbet af otte måneder april til december): Med den transsibirske jernbane til Moskva, hvorfra turen gik over Peking, Kina, Singapore til Australien. Her besøgte Per nogle venner, som han havde fået på sin første tur. For at kunne snakke om en jordomrejse, skulle han videre til Hawaii og USA.

Anden artikel følger mandag