Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, mandag den 10. oktober 2022
Det affaldsprojekt, der rent faktisk er sat i gang i Ribe, har nu også fået pengene med.
Det skete på byrådets møde mandag, hvor et enigt byråd bevilgede 6 millioner kroner til projektet. Det omfatter oprettelsen af fire centrale pladser, hvor beboerne i den indre by kan komme af med deres affald.
Det tidligere plan- og miljøudvalg samt teknik og byggeudvalget i det gamle byråd besluttede i 2021 at afsætte de seks millioner kroner til projektet. Men selv om projektet er påbegyndt, var det først mandag aften, pengene fulgte med.
– Forholdene i Ribe bykerne er helt specielle. Gaderne er brostensbelagte, facaderne er sammenhængende og ligger i skel, og for mange husstande er der ikke fri adgang til ejendommens bagvedliggende udearealer, sagde Jørgen Ahlquist (S) formand for klima- og miljøudvalget, og formaden føjede til, at det gjorde det besværligt at håndtere affaldsspandene i den indre by.
Han sagde videre, at der ud fra en gå-afstand på 200 til 300 meter fra hver bolig er fundet fire lokaliteter for nedgravede affaldsløsninger i bykernen.
– Lokaliteterne er valgt ud fra hensyn til at mindske de visuelle gener mest muligt i det meget sårbare, bevaringsværdige kulturmiljø i Ribes middelalderlige bykerne, som har en høj national værdi, slog Jørgen Ahlquist fast.
Han fortalte videre, at et projekt med nedgravede affaldsløsninger på Brorsonsvej er sløjfet af hensyn til de bevaringsværdige træer. Der er ikke valgt en erstatningslokalitet p.t., men der er forberedt til nye affaldsfraktioner på P-Syd i forbindelse med affaldsløsning for madaffald.
Borgmester Jesper Frost Rasmussen (V) konstaterede lakonisk: – For os, der af og til færdes i Ribes indre by, kan vi konstatere, at projektet er i gang, så det er jo godt at få den bevilling i orden.









































































