Tekst Hasse Jørgensen, dronefoto Ove Detlevsen, lørdag den 12. september
Alt andet lige vil det for lokalrådene i eksempelvis Gredstedbro og Gørding fremover blive lettere at få gennemført ønskede projekter med kommunal støtte. Byrådet har nemlig afsat 3 millioner kroner fordelt med 750.000 kroner hvert år over en fire-årig periode.
Det er penge, der netop efter ansøgning kan gives til projekter i lokalsamfund, de såkaldte mellembyer, som netop Gredstedbro og Gørding er eksempler på.
– Vi har i samarbejde med lokalrådene og med hjælp af arkitekter fået lavet nogle landsbyplaner, der angiver udviklingsmuligheder for lokalsamfundene. Men der er jo ikke noget ved sådanne planer, hvis ikke også der er mulighed for a skabe økonomi til deres udførelse.
– Lokalrådene er ofte gode til selv at skaffe nogle penge, og nu får kommunen altså en pulje, som der også kan søges midler fra, fortæller byrådsmedlem Alex Sørensen (V), der har været stærk fortaler for, at disse penge bliver afsat.









































































