Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, tirsdag den 5. januar
Den populære restauration Peking House i gågaden i Ribe åbner igen. I første omgang bliver det udelukkende med take away, men så snart corona-tiden tillader det, vil der blive åbnet på fuld tid efter det tidligere koncept med stort tag selv-buffet og take away.
Familien Pham lukkede pludseligt og uden varsel den populære restauration midt i september sidste år, og siden har der været meget tavst om fremtiden for stedet. Begrundelsen for lukningen var den gang, at lysten og motivationen til at drive stedet var forsvundet.
Men på en ny hjemmeside afslører familien Pham, at de åbner igen på torsdag den 7. januar med take away hver dag fra klokken 17 til 20 dog undtaget mandag, hvor der er lukket.
– Det er rigtigt, at vi åbner igen på torsdag, og det bliver helt som tidligere men kun med take away, fortæller Hong Pham i telefonen.
– Bliver der senere også på fuld tid?
– Lige så snart vi kan for corona, lukker vi op på fuld tid, og det bliver helt som tidligere efter det samme koncept.
– Og lysten og motivationen til at drive forretningen er tilbage?
– Ja, ja, lyder det korte svar fra Hong Pham.