Tekst Hasse Jørgensen, foto Esbjerg Kommune, fredag den 31. marts

Peder Tørnqvist, (C), der er fungerende formand for byrådets udvalg for kultur og fritid, genrejser nu sagen om at etablere et ungdomshus i Ribe.

Tørnqvist bringer sagen på bane i anledning af den debat, der er rejst på Ryk Ind Ribe og som har givet mange kommentarer med på vores debatside. Det er sagen om de unges muligheder for eller mangel på samme for at gå i byen i Ribe.

Det er en kendt sag, at de unge i Ribe under 18 år ikke må være på byens restaurationer efter midnat, og det har fået mange unge til at tage til Varde og Vejen, hvor reglerne ikke er så strenge. Dermed fester de unge ikke i et nærmiljø, som de kender, men tager til et fremmed miljø, hvor det er sværere at holde øje med dem og i givet fald også at hjælpe dem.

Formanden for udvalget for plan og miljø, Karen Sandrini (S), rejste sagen idet hun foreslog, at man kunne give de unge en mulighed for måske en gang i måneden at komme i det lokale natteliv og på den måde ”lære” at gå i byen.

Det fik Henrik Vallø (Borgerlisten) og formand for social og arbejdsmarkedsudvalget og bevillingsnævnet til at sige, at man vil passe på de unge, og at der ikke er planer om at ændre reglerne.

– Hele sagen er jo i virkeligheden et spørgsmål mellem værtshusejerne og myndighederne og ikke et kommunalt anliggende, siger Peder Tørnqvist og føjer til:

– Hvis værtshusejerne siger, de ikke vil have de unge rendende, kan vi diskutere det til dommedag.

– Jeg spurgte før sidste kommunalvalg, om ikke der var brug for et ungdomshus i Ribe for at have et tilbud til de unge. Den gang var de andre partier helt med på ideen, men siden er der ikke sket noget. Jeg står gerne i spidsen for et sådant arbejde, hvis der er nogen, der vil være med, siger Peder Tørnqvist.

Peder Tørnqvist mener, at et ungdomshus kunne være en indgangsvinkel: – Nu får vi et streetområde, men det er jo ikke det problem, vi taler om med hensyn til de unge og nattelivet.

– Den lovmæssige begrænsning for udskænkning til de unge kan vi ikke komme uden om, og hvad de gør andre steder, er et problem mellem politiet og værtshusene. Ansvaret hænger på dem. Og det er klart, at der skal en snak til med værtshusejerne før en eventuel ændring og før, det giver mening. Det er omsonst at drøfte sagen før vi har talt med værtshusejerne, siger Peder Tørnqvist, der gentager, at han gerne står i spidsen for etablering af et ungdomshus, hvis andre er med.

– De kan bare ringe til mig, men hvis ikke der er opbakning, vil jeg ikke bruge tid på det. Jeg har rigeligt andet at tage mig til, siger politikeren.