Tekst Hasse Jørgensen, torsdag den 6. maj
Det bliver nu muligt fast en gang om ugen at få foretaget en såkaldt PCR-test for corona i Ribe.
Muligheden opstår på torsdag den 13. maj i seminarieHuset, og derefter vil der hver torsdag i tidsrummet fra klokken 9 til 17 blive tilbudt PCR-test her.
Det er Ambulance Syd, der gennemfører test, og det er også Ambulance Syd, der står for de test, de gennemføres i Ribe Fritidscenter i weekender.
Den nye mulighed for test er et supplement til de kviktest, der gennemføres i seminarieHuset mandag, onsdag, torsdag og fredag. PCR-test er den, der foregår i svælget, og som er den mest sikre. Kviktest foregår med en podning fra næsen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Klaus Sandfeld, der er den lokale mand bag testene, fortæller, at de, der får foretaget en PCR-test torsdag, vil være dækket frem til et tidspunkt på søndagen alt efter, hvornår testen tages torsdag. Testen gælder i 72 timer.
– At vi nu også tilbyder en fast PCR-test er ikke for at forvirre borgerne, men der arbejdes hele tiden på at udvide kapaciteten, og de PCR-test, der hidtil har været gennemført i fritidscenteret i weekender, vil fortsætte alt efter behov og vil blive offentliggjort fra gang til gang, fortæller Klaus Sandfeld.