Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 13. marts 2025
Syddanskerne er meget tilfredse med de syddanske sygehuse. Det viser en ny undersøgelse. Region Syddanmark scorer særligt højt på tilfredshed blandt de akutte indlagte og akutte ambulante patienter i somatikken. Resultaterne ligger generelt over landsgennemsnittet.
Hvert år kommer patienter ind på de syddanske sygehuse på grund af alvorlig sygdom, brækkede ben eller noget helt tredje. På trods af omstændighederne er det som hovedregel en god oplevelse at være en tur forbi et af regionens sygehuse.
Det billede bekræfter omkring 120.000 syddanskere. I den landsdækkende undersøgelse af patientoplevelser har de har svaret på, hvor tilfredse de har været med deres kontakt til sygehuset.
I undersøgelsen er de somatiske patienter med fysiske sygdomme og psykiatriske patienter med psykiske sygdomme blevet spurgt om deres besøg og indlæggelser.
Inden for alle patientgrupper ligger Region Syddanmark på eller over landsgennemsnittet for tilfredshed. Her skiller de akut indlagte patienter og de akut ambulante patienter sig positivt ud. Region Syddanmark ligger i top blandt de fem regioner inden for disse to patientgrupper.
91 procent af de akut indlagte og de akut ambulante patienter svarer, at personalet i høj eller meget høj grad er venligt og imødekommende.
Formanden for Region Syddanmarks sundhedsudvalg, Mette With Hagensen (S), er meget tilfreds med resultaterne:
– Vi arbejder målrettet med at skabe de bedste rammer for vores medarbejdere til gavn for patienterne. Derfor er jeg også meget glad for, at medarbejderne på sygehusene får den anerkendelse, de fortjener. Det er om nogen dem, der skal have det skulderklap, som resultaterne viser. De sender gang på gang tilfredse patienter ud ad døren. Det afspejler sig heldigvis også i tallene.
Selvom de akut indlagte og akut ambulante patienter er tilfredse, er der stadig plads til forbedringer.
Mette With Hagensen siger:
– Selvfølgelig kan vi altid forbedre os. Jeg ved, at medarbejderne på sygehusene gør alt, hvad de kan, for at gøre oplevelserne endnu bedre. Derfor tager vi naturligvis de værdifulde input fra patienterne til efterretning og overvejer sammen med medarbejderne, hvor vi skal sætte ind med tiltag og hvordan.
Som noget nyt i år er radiologi og det præhospitale også blevet målt. Radiologi dækker bredt set over røntgen og scanningsundersøgelser, mens det præhospitale dækker over alt det, der bliver sat i værk, når du som borger har brug for akut hjælp, inden du kommer på sygehuset. Her er tilfredsheden på mere end 94 procent hos patienter, der har været forbi en radiologisk afdeling, mens tilfredsheden hos patienter, der har haft brug for det præhospitale, er på 95 procent. Resultaterne for begge områder ligger generelt på eller over landsgennemsnittet.
Selvom der er plads til forbedringer, så kommer psykiatrien godt ud af undersøgelsen. I patientgruppen ’ambulante voksne patienter i psykiatrien’ ligger regionen på landsgennemsnittet på tilfredshed. Blandt de indlagte voksne patienter i psykiatrien ligger regionen også på landsgennemsnittet på tilfredshed.
Det glæder formanden for regionens psykiatri- og socialudvalg Mette Bossen Linnet (V):
– Psykiatrien er udfordret og presset på rekruttering af personale, stigende mistrivsel i samfundet og mange henvisninger. Derfor er jeg glad for, at voksne patienter møder en psykiatri, som gør alt, hvad de kan, og at patienterne også mærker det. Det vidner om en professionalisme fra vores ansatte. Det fortjener de ros for.
Udvalgsformanden hæfter sig ved, at selvom psykiatrien ligger fint på flere områder, så betyder det ikke, at der ikke er plads til forbedringer. Det arbejde fortsætter.
I undersøgelsen blev patientgrupper i børne- og ungepsykiatrien også spurgt. Tilfredsheden blandt de ambulante patienter her var på niveau med landsgennemsnittet, mens antallet af svar fra de indlagte patienter var for få til, at resultaterne kan sammenlignes med resultaterne fra resten af landet eller vise en udvikling fra sidste år.
Se alle resultaterne hos Center for Patientinddragelse og for LUP Psykiatri.