Tekst og fotos Hasse Jørgensen, onsdag den 6. november
OPDATERET: Et færdselsuheld på hovedvej 11 lige ud for Toyota nord for Ribe gav onsdag eftermiddag store trafikale problemer. Uheldet skete lige midt i myldretiden omkring klokken 16. Tre biler stødte sammen, og en person blev i ambulance med politieskorte ført til Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.
Det var en 60-årig kvinde, der var med i den ene af de tre biler, der var impliceret i sammenstødet. Det viste sig dog, at kvindes kvæstelser heldigvis ikke var så alvorlige som først antaget.
I første omgang spærrede politiet hovedvejen i sydgående retning, men senere blev afspærringen udvidet til at omfatte begge vognbaner, og trafikken blev ledt ind over industrikvarteret.
Hvordan uheldet er sket, er endnu ikke helt klarlagt, men meget tyder på, at der er tale om et harmonikasammenstød med tre biler impliceret. En bilinspektør blev tilkaldt, og før hans rapport er færdig, er det nøjagtige hændelsesforløb ikke kendt.
Afspærringen af hovedvejen blev først ophævet først på aftenen.










































































