Tekst Hasse Jørgensen, foto Jens K. Jørgensen, lørdag den 19. marts 2022
Med købmand Parmo Pedersen død, forlod en i ordens bedste betydning original denne verden.
Og med lukningen af Parmos forretning forsvandt et stykke kulturhistorie fra Ribe.
Men minderne om denne helt specielle købmand og hans butik er dog bevaret for fremtidens generationer, idet fotograf Jens K. Jørgensen, der driver Click Ribe/Ribe Fotocenter gennem nogle enestående billeder har skildret Parmos liv bag disken.
Billederne var egentlig lagt hen, men da Dieter Sebelin hørte om og så billederne, syntes han, at det var synd, de ikke blev offentlig kendt. Dieter fik således ideen til at lave en kalender med den gamle købmand, og som tænkt så gjort. Han kontaktede Kongeå Print og Design, der var med på ideen, og nu er kalenderen i en meget fin kvalitet lavet i nogle få eksemplarer.
Hvis man er interesseret i kalenderen, kan den købes formedelst 150 kroner hos fotograf Jens K. Jørgensen, der kan kontaktes på telefon 75423311.