Tekst og foto Hasse Jørgensen, tirsdag den 22. juni,

Der er igen god grund til at overholde parkeringsreglerne i Ribe. Det har adskillige bilister måttet sande de sidste par dage, idet parkeringsvagten igen har delt parkeringsafgifter ud til bilister, der ikke overholdt reglerne.

Gennem nogen tid har parkeringsvagterne holdt lav profil i Ribe og faktisk ikke udskrevet afgifter. Årsagen var, at der var rejst tvivl om de små blå parkeringsskiltes juridiske gyldighed. Men de skulle nu være godkendt, og derfor har parkeringsvagterne været på tur rundt i Ribe.

Flere borgere i den indre by har henvendt sig til Ryk Ind Ribe, fordi borgerne havde fået den opfattelse, at de blot kunne parkere udenfor skiltene, så længe sagen blev undersøgt. Og det undrer de samme borgere, at der ikke er meldt nogen offentligt ud om, at parkeringsvagterne igen håndhæver reglerne.

Som en borger sagde: – Det mindste, de kunne gøre var dog at oplyse om, at skiltene åbenbart er blevet godkendt, og at parkeringsvagterne igen håndhæver reglerne.

Hos Parkering Nord, der er Ålborg Kommunes parkeringsselskab, og som også administrerer p-vagterne i Esbjerg Kommune, var det ikke muligt tirsdag at få en kommentar. Ved opkald til Parkering Nord meddelte en telefonsvarer kort og godt, at telefonerne var lukkede tirsdag på grund af kursus.

Formanden for Esbjerg Kommunes udvalg for teknik og byggeri, Søren Heide Lambertsen (V), sagde tirsdag aften, at selv om parkeringsvagterne har holdt lav profil, gælder reglerne stadig.

– Selv om vi sender parkeringsvagterne på ferie, er parkeringsreglerne jo ikke ophævet, lød det fra formanden.