Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen. Torsdag den 13. dec.
Meget tyder på, at en løsning af parkeringsproblemerne på specielt Damvej kan komme et skridt nærmere en virkeliggørelse.
Beboerne på Holmevej og Damvej har afleveret 41 underskrifter som protest mod de gængse forhold på Damvej og påpeget de store problemer, de mange parkerede biler i dagtimerne udgør. Et problem, som RYK IND RIBEs Rene Jørgensen gentagne gange har beskrevet og talt for en løsning af.
Beboerne peger i deres underskriftsindsamling på, at der bør indføres to timers parkering på Damvej, og at de lokale beboere skal have en parkeringstilladelse, som det er tilfældet for beboerne i den indre by, så de kan holde der permanent.
– Lige nøjagtigt det forslag stillede jeg, da vi havde den generelle trafikdebat om Ribe i udvalget for teknik og byggeri, men den gang vandt det ikke genklang, siger medlem af udvalget, Anders Rohr Jørgensen (V).
Anders Rohr Jørgensen siger samtidig, at han straks i dag (fredag) vil snakke med formanden for udvalget, Søren Heide Lambertsen (S), der modtog underskrifterne.
– Jeg vil have sagen op i udvalget igen. Det kan ikke være så svært at lave den samme løsning for Damvej, som der findes i den indre by. Mange af de studerende på katedralskolen kommer med tog og går fra stationen til skolen. Så kan de, der kommer kørende, vel også gå fra parkeringsplads Syd til katedralskolen, så de kan holde på P Syd.
– Men de påpeger jo, at der om sommeren er fyldt med mobilhomes på P Syd?
– Vi har nogle tal for, hvor stor belægningen er, så dem må vi lige kigge på. Men der er jo også den grusbelagte parkeringsplads på den anden side Haulundvej. Så må vi have asfalt og lys på den, så den ligner en parkeringsplads. Det gør den ikke i dag, og derfor er der ikke mange, der kører ind på den, siger Anders Rohr Jørgensen.










































































