Tekst Hasse Jørgensen, foto Rene Jørgensen. Fredag den 14. dec.
Om en måneds tid skulle der ligge et konkret forslag til, hvordan parkeringsproblemerne på Damvej løses.
Sagen er, at byrådets udvalg for teknik og byggeri har bedt forvaltningen rejse en sag om udvidelse af parkeringsreglementet for den indre by til også at omfatte Damvej.
I al sin enkelthed betyder det, at parkeringsreglerne for indre by også skal gælde for Damvej. Det vil sige, at der bliver to timers parkering på Damvej, og at de fastboende kan købe en parkeringslicens, så de kan parkere ubegrænset på vejen.
Det er byrådets udvalg for teknik og byggeri, der har bedt forvaltningen rejse sagen, som byrådet så skal behandle igen, når der er et konkret forslag.
– Hvornår tror du det foreligger?
– Det vil jeg tro kan ske indenfor en måneds tid, siger formanden for udvalget, Søren Heide Lambertsen (S), der videre fortæller, at de personer, der har stået for underskriftsindsamlingen, samt øvrige beboere på Damvej vil blive kontaktet for at høre, om det virkeligt er den løsning, de ønsker, og for at være sikre på, at de kender konsekvenserne. Konsekvenserne er bl.a., at gæster til beboerne også kun må holde på gaden i to timer.
Indførelse af to timers parkering skal bl.a. hindre katedralskolens elever og personale i at parkere på Damvej men i stedet tvinge dem til P Syd eller byferiens parkeringsplads i den østlige ende af Damvej.
Byrådsmedlem Anders Rohr Jørgensen (V) glæder sig over, at det er et enigt byråd, der går ind for forslaget, som han allerede fremsatte da man drøftede generel parkering i Ribe.
Anders Rohr Jørgensen foreslår samtidig, at den grusbelagte p-plads syd for P Syd ved Haulundsvej får asfalt og lys, så den ligner en parkeringsplads og dermed også animerer bilister til at parkere her.
– Er det en mulighed?
– Det er et budgetspørgsmål, som må tages med i budgetlægningen, siger Søren Heide Lambertsen.










































































