Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 14. marts 2024

– Nu er jeg gået ned i arbejdstid, så nu arbejder jeg kun 50-60 timer om ugen.

Ordene kommer med et stort grin fra 70-årige Renè Jørgensen, der har gjort sin store hobby, fotografiet, til en forretning, hvor han hovedsageligt koncentrerer sig om erhvervs- og reklamefotografering men også løser andre, fotografiske opgaver, når lejlighed byder sig og tiden tillader det.

For ved siden af at drive fotovirksomheden er Renè Jørgensen også en flittig skribent og fotograf ved Ryk Ind Ribe, ligesom han assisterer sønnen Anders Rohr Jørgensen i kontorcentret ARJ på Industrivej.

René Jørgensen har en alsidig fortid. Som indfødt ripenser blev han uddannet herreekviperingshandler i Ribe hos det daværende firma Tøj i Centrum, der havde lokaler hvor i dag Tip Top ligger.

Men det med at sælge herretøj var ikke lige sagen, og René tog en uddannelse som pædagog. Som sådan arbejde han bl.a. som leder af SFO ved den daværende Valdemarskole. Og dernæst blev han konsulent ved kommunen indtil han i 2017 forlod det offentlige for at blive selvstændig fotograf.

Hvor kom interessen fra fotografiet fra?

– Den stammer helt tilbage fra min ungdom. Jeg havde en god kammerat, Jan Jul, der var søn af daværende tandlæge Knud Andersen. Han fotograferede meget og ”smittede” mig. Og jeg gik på handelsskole med foto Jens, og han har også været en meget stor inspiration. Vi har stadig en tæt forbindelse og taler sammen mindst en gang om ugen. Jeg underviste meget på aftenskole, og da holdene blev for store, trådte Jens til og hjalp, fortæller René, der videre oplyser, at han opbyggede mørkekammeret på seminariet.

– Jens og jeg har et godt samarbejde. Han har sit område ikke mindst med natur- og  personfotografering, mens jeg har mit område med firma- og reklamefotografering.

(Artiklen fortsætter under billedet)

René har en omfattende produktion til firmaer og institutioner bag sig: – Der laves kun de eksemplarer af billedet, som kunden har bestilt og så et til mig, så kunden vil aldrig se billedet dukke op i andre sammenhænge, fortæller René

Nu har René indrettet atelier i lokaler ved sønnens kontorcenter på Industrivej. Her løses mange fotoopgaver i studiet, mens andre opgaver klares på kundens lokationer.

René har en udpræget sans for humor, og det ses også i nogle af de billeder, han laver.

Ind i mellem de stærkt præcise billeder, som opgaverne kræver, laver han også sjove og abstrakte motiver i f.eks. plakatform, der ofte kalder på smilet. Men fælles for det hele er, at det ligger René stærkt på sinde, at kvaliteten skal være i orden. Den gås der ikke på kompromis med.

Ny hjemmeside HER:

 

De sjove indslag er der også plads til