Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ove Detlevsen, tirsdag den 16. august 2022

Padel er en hurtig voksende sportsgren i Danmark, og nu kan udøverne af denne sport i Esbjerg Kommune glæde sig over, at padel nu af byrådet anerkendes som en folkeoplysende aktivitet på lige fod med andre, lignende sportsgrene.

Det besluttede byrådet på sit møde mandag aften.

Padel er en kombination klassisk tennis og squash, der dyrkes både på udendørs og indendørs baner, og i Ribe er der som bekendt anlagt en padelbane ved tennisbanerne ved Ribe Fritidscenter.

Det var formanden for kultur- og fritidsudvalget, Jacob Lohse (V), der på byrådsmødet orienterede om baggrunden for anerkendelse af padel som en folkeoplysende aktivitet.

Lohse slog fast, at det sker ikke mindst på baggrund af, at padel giver god motion hs udøverne, og i Esbjerg Kommune vil man gerne styrke motion og den folkelige sundhed.

Også den konservative Nicolaj Aarøe kunne gå ind for godkendelsen, der ikke medførte andre kommentarer i byrådssalen.