Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 14. marts 2024

Det er lidt af et musikalsk påskeæg, du kan lukke op, hvis du gæster Spillestedet Termansens i dagene fra d. 22. til den 26.marts. Her er der nemlig fornemt besøg fra både svenske Amanda Ginsburg Quartet og Organ Grinder Trio, der indspiller plade live til to koncerter.

”Det finns ett eko av våra legendariska jazzsångerskor i hennes musik. Hon har förmågan att skapa nya och synnerligen charmiga låtar som låter sig inspireras av sin historia, men som talar med en helt egen röst.”

Ovenstående citat er fra begrundelsen af den svenske sangskriver og sanger Amanda Ginsburgs modtagelse af Sveriges komponisters/tekstforfatteres Jazzpris. Ginsburg har lagt den svenske jazzscene ned med sine kompositioner, der findes i krydsfeltet mellem vemod og humor, siden hun i 2018 udgav debutalbummet ”Jag har funderat på en sak”. Hun har vundet adskillige priser – bl.a. flere svenske grammyer i kategorien Årets Jazz.

Fredag d.22.3. kl.19.30 besøger det svenske jazzstjerneskud Termansens sammen med sine tro følgesvende Filip Ekestubbe (klaver), Snorre Kirk (trommer) og Anders Fjeldsted (kontrabas), og hvis du vil sikre dig en plads til denne uforglemmelige aften med svenske jazztoner, kan du købe billet via dette link.

Mandag og tirsdag, henholdsvis d.25.3. og 26.3. kl.19.30, er det Martin Schack (hammondorgel), Kresten Osgood (trommer) og Niclas Knudsen (guitar), der indtager den efterhånden velrenommerede scene i hjertet af den gamle by. Her vil publikum blive inddraget i indspilningen af trioens nye plade – en helt enestående oplevelse, der finder sted lige præcis til disse to koncerter. På aftnerne vil Termansens’ gamle Hammond B3 orgel med to leslier komme i spil, når Organ Grinder Trio byder inden for til originalmusik skrevet af trioens medlemmer.

– Jeg glæder mig helt vildt til at indspille og optræde med to af de musikere, jeg respekterer højest, fortæller orgelkværner og spillestedsejer Martin Schack, og på spørgsmålet om, hvorfor man skal købe billet til denne oplevelse, svarer han ”Det skal man, fordi det bliver “a night to remember”… eller to.”

Skulle du have lyst til at blive en del af oplevelsen med pladeindspilning og koncert, så kan du købe din billet via dette link.