Tekst Hasse Jørgensen, arkivfoto Ryk Ind Ribe, torsdag den 14. august 2024
Et samarbejde mellem Ribe Handelsstandsforening, Boats of Ribe og Lise Frederiksen fra Cafe Quedens betyder, at der i Ribe i påsken vil være en lang række aktiviteter for både små og store.
Boats of Ribe lejer som bekendt elektriske både ud i sommerperioden, hvor lejerne kan sejle i kortere eller længere tid alt efter lyst. Og sæsonen for bådsejladsen starter den 28. marts, fortæller den ene af indehaverne, Søren Ole Clausen.
Men allerede den 26. og 27. marts kan gæster i Ribe få en gratis sejltur med bådene i tidsrummet fra klokken 13 til 15 begge dage.
– Vi er enormt glade for, at handlen i Ribe vil lave det samarbejde med os, for det drejer sig om, at vi alle hjælper hinanden, siger Søren Ole Clausen.
Hvis man vil ud at sejle, skal man blot møde op ved Boats og Ribes flydebro ved Hovedengen, og her gælder princippet: først til mølle. Bådene kan rumme otte personer, og sejlturen går fra broen til Ringvejsbroen og retur. En tur på omkring 20 minutter.
Gækkebreve udstilles
Ud over bådsejladsen bliver der en række andre aktiviteter i byens gader.
- klasserne på skolerne er inviteret til at lave gækkebreve, som vil blive udstillet rundt om i byens forretninger, og som tak for hjælpen, får ”producenterne” af gækkebrevene et påskeæg.
Gækkebrevene er – som det er de fleste bekendt – en tradition, der går tilbage til 1600-tallet. Brevene blev også kaldt drillebreve, for det handlede om at gætte, hvem brevet kom fra. Kunne man ikke det, skyldte man et påskeæg.
Musik og køreture
I Ribes gader bliver der også musik den 30. marts, hvor Eigil og Tim vil spille et par timer fra klokken 11.
Den 23. marts er der kørsel med hestevogn fra domkirkepladsen mellem klokken 11 og 13, og den 26. marts kører toget Futte rundt i byens gader.
En skattejagt bydes der også på, idet der rundt i byens butikker er hængt påskeæg op med et bogstav, og når man har alle bogstaver, kan man sammensætte et kodeord. Den rigtige løsning skal smides i postkassen på cafe Quedens inden den 30. marts klokken 12, hvor vinderne vil blive trukket.