Tekst og arkivfoto Hasse Jørgensen, mandag den 7. april 2025
Mens man på Ribe Camping er i fuld gang med at lægge sidste hånd på færdiggørelsen af de nye hotelhytter, kan man på pladsen glæde sig over, at der er fuldt hus i påsken.
– Det er helt fantastisk. Folk vil gerne ud, og til vores påskefrokost har vi lige nu, hvor vi taler sammen, kun tre billetter tilbage, fortæller Anne Schested Hansen, der sammen med sin mand, Jonas Grønbech Sørensen driver Ribe Camping.
– Har de sidste dages gode vejr givet nogle ”spontane” gæster?
– Vejret betyder utroligt meget, og når der er godt vejr, hægte campisterne lige vognen på bilen og tager afsted. Det har vi også kunnet mærke de sidste dage, og i øvrigt har vi i januar og februar haft flere gæster, end tilfældet var de samme to måneder sidste år.
– Hvad med den våde sommer sidste år?
– Vi har ikke haft tilbagegang i forhold til året før. Det handler om at være omstillingsparate, og det prøver vi at være. Dertil kommer, at folk jo kan bruge vores velfærdsbygninger uanset vejret, ligesom det også drejer sig om, at der er mange gode aktiviteter og oplevelser i Ribe og Omegn, siger Anne Schested Hansen.
Ribe Camping er som bekendt 4 gange kåret som Danmarks Bedste campingplads.