Tekst & Foto: Johnny Tauman
25. marts 2022

Da en af de tre ejere af Storkesøen præcis kl. 14.00 tudede flere gange med hornet, var det tegnet til mere end 300 lystfiskere, at de måtte smide snøren ud og forsøge at fange nogle af de 1,5 tons fisk, som var tilført den sydlige fiskesø- også kaldet Søen ved camping.


– Jeg har en fisk på krogen, lød det efter ca. 30 sekunder – og i de næste 2½ minut kæmpede Søren Gregersen fra Ølgod med at få en mere end 6 kg flot regnbueørred i land. Efter på behørig vis at have aflivet fisken, var Søren parat til at blive fotograferet, mens flere rundt langs søens bredder også have fået bid.


Det skønne vejr bød på de sædvanlige præcise regler på dansk og tysk, fremført med en vis portion humor, da manden med hornet – Knud Erik Chrestensen – for første gang blæste til samling kl. 13.30. Storkesøen havde indbudt til GRATIS fiskeri i tre timer som optakt til sæsonen, hvor der var mulighed for at fange fisk mellem 1 kg og 7 kg.

Som vanligt var der kamp om at komme frem til de ”bedste pladser”, da tudehornet kl. 13.50 gav deltagerne fri til at søge ud til søen – mange løb, som var det et 4-800 meter løb med kæmpe præmier. Men, som en sagde til RYK IND RIBE: – De tror, at de ved, hvor fiskene er – jeg nyder bare at kaste snøren ud og se proppen danse. Om jeg fanger noget betyder ikke noget – det er stemningen, der er det vigtigste.

Læs småhistorier og se flere billeder i Søndagskrydderen d. 27. marts.