Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, søndag den 14. januar 2024

I efteråret 2023 lærte danskerne Özlem Cekic at kende fra en helt ny side, som deltager i Vild med Dans, men Özlem Cekic har beskæftiget sig med mange andre ting. Hun var en kendt politiker medlem af Folketinget, foredragsholder og forfatter.

Nu kan Özlem Cekic opleves i Ribe. Soroptimisterne i Ribe har inviteret Özlem Cekic til Ribe for at fortælle om sit liv som kvinde, som foredragsholder, folketingspolitiker, forfatter – og sidst men ikke mindst som dansedeltager på TV2. I dag er Özlem Cekic generalsekretær i Brobyggerne.

Brobyggerne – Center for Dialogkaffe vil gerne være en folkebevægelse, og – som der står på deres hjemmeside – ”vi er sat i verden for at styrke dialogen og den demokratiske samtale i Danmark. Vi arbejder for et samfund, der bygger på danske værdier med plads til uenighed og forskellighed, hvor alle kan føle sig ligeværdige og velkomne i en samtale, der er konstruktiv og kritisk.

Demokrati er ingen selvfølge. Vi arbejder for at bevare og udvikle demokratiet gennem en fortsat dialog på tværs af skel. Vi tror på, at det demokratiske fællesskab bliver styrket, når der er meningsmangfoldighed”

Hvor får Özlem Cekic sit mod fra til hele tiden at udfordre sig selv i nye sammenhænge? Det vil Soroptimisterne gerne høre mere om. Özlem Cekic vil fortælle om sit liv, sin mors og sin mormors liv og hvordan deres liv har formet Özlems eget liv som kvinde, til hvor Özlem er i dag.

Foredraget holdes onsdag d. 28. februar 2024 kl. 19.00 – 21.00 i Ribelund Festsal

Kantinen, Kastanie Allé 10, 6760 Ribe. Arrangementet er for alle interesserede, også mænd er velkomne. Billetten koster 100 kr. Køb af billet kan ske via Soroptimisterne Ribes hjemmeside: www.soroptimist-ribe.nemtilmeld.dk