Tekst Hasse Jørgensen, foto Hasse Jørgensen og Esbjerg Kommune. Tirsdag d. 15. jan.

– Jeg har da gjort mig nogle overvejelser om, hvad området kan bruges til. Det er jo en attraktiv placering, og der er mange muligheder med gode busforbindelser til byen, da bybussen kører lige forbi.

Det er den reaktion, der kommer fra formanden for kultur- og fritidsudvalget, May-Britt Andrea Andersen (K) på spørgsmålet om, hvorvidt Nørremarkskolen i Ribe kunne bruges til det medborgerhus, mange efterlyser. Udvalgsformanden kan i øjeblikket ikke løfte sløret yderligere for sine overvejelser.

Medborgerhuset har der også været forslag om at indrette i Seminariehuset. Her har en del foreninger allerede til huse, men flere har ønsket mere plads og lokaler, som de selv kan disponere over uden at skulle dele med andre.

Nørremarkskolen bliver ledig efter kommunen stopper med at huse flygtninge her, som venter på en mere permanent bolig.

I den forbindelse har RYK IND RIBE fået forslag fra flere, om at dele af bygningen kunne anvendes til medborgerhus.

– Med hensyn til medborgerhuset arbejdes der på det, og bygningerne på Nørremarkskolen er umiddelbart ikke tænkt ind i det. Jeg ved ikke helt nøjagtigt, hvad der skal ske med dem, og så vidt jeg ved, er de indtil videre sat til nedrivning.

Vil det sige, at ideen er dødfødt?

– Jeg tror ikke, der per definition er noget, der er dødfødt, men jeg kender ikke standen på bygningerne. Du hører mig ikke sige, at jeg er afvisende, men jeg kan heller ikke sige, det er en knaldgod ide. Jeg er heller ikke sikker på, at det alene ligger i mit udvalg. Det bygningsmæssige kan ligge i udvalget for teknik og byggeri. Det skal jeg lige have undersøgt, siger May-Britt Andrea Andersen.