Tekst og foto Hasse Jørgensen, torsdag den 13. dec.

Der blev tale om et rekordoverskud, da de tre veninder, Emma Olesen, Marie Pahuus og Signe Thyssen, onsdag aften lavede bankospil på Stenbohus.

Som sidste år går overskuddet i år også til plejehjemmet Margrethegården, der sidste år brugte pengene på en gallafest for alle beboerne.

Signe Thysen fortæller, at onsdagens overskud er opgjort til 7.600 kroner mod 7.000 kroner sidste år, og det er de tre veninder ovenud tilfredse med.

– Der var 120, som spillede med, og vi havde solgt 360 pladser, og det er vi rigtig godt tilfredse med, siger Signe Thyssen, der sammen med Emma og Marie er rigtig glade for den store opbakning, erhvervslivet og de handlende har ydet i form af gevinster.

– Det er helt enestående, og vi havde så mange gevinster, at vi kunne spille en ekstra runde. Det er fantastisk, siger Signe Thyssen, der også fortæller, at de tre er enige om at gentage succesen næste år.

– Det er vi nødt til, for det er sådan en hyggelig aften for os alle, siger Signe.