Tekst: Johnny Tauman Foto: René Jørgensen
20. oktober 2021
Mon ikke mange har lagt mærke til de to mobile bomanlæg, som er placeret dels ved rundkørslen foran Ribe Banegård og på Tangevej. Bomanlæggene skal i funktion, når kloaksepareringen på Rosen Allé skal gennemføres på det sidste stykke fra Tvedgade frem til Banegårdspladsen. Når dette arbejde bliver sat i gang, vil lysreguleringen her blive midlertidigt sat ud af drift, hvilket betyder, at trafikken over jernbaneoverkørslen for den almindelige trafik bliver lukket. Myndighederne vil blive udstyret med fjernbetjeninger, så de kan rykke hurtigt ud. Ligeledes vil busdriften heller ikke blive berørt. Fodgængere og cyklister vil fortsat kunne passere jernbanen. Al anden trafik vil blive ledt gennem Sct. Nikolaj Gade.
Tidspunkt for lukning afventer
Der kan endnu ikke oplyses, hvornår denne ændring træder i kraft, idet det afhænger af færdiggørelsen af krydset Seminarievej / Nørremarksvej / Rosen Allé. Når dette område er færdig asfalteret og fået påmalet de nødvendige streger og spærreflader, så mangler der kun “go” fra monteringen og test af lyssignalerne, som jo indbefatter de nye cykelstier.
Når Seminarievej genåbner, lukker Tangevej i samme ombæring. Der vil naturligvis blive holdt ekstra øje med, at de nye trafikale forhold bliver respekteret.