Tekst: Johnny Tauman Foto: René Jørgensen
7. oktober 2021
Lørdagens julemarked på Lustrup Farmhouse blev et tilløbsstykke. – I løbet af dagen kom der over 500 besøgende, som nød de lækre rammer, fortæller Janni Weis Fenn, der snakkede med gæster fra bl.a. Middelfart, Varde, Esbjerg, Askov og Ribe-området. Der var flere nye udstillere, som med deres varer – produceret over lang tid – var med til at løfte det rustikke præg i blandt andet den rundbuede lade. – Vi fik trafikken til at forløbe tilfredsstilende gennem Lustrup ad Strengevej frem til den mark, hvor der var parkering, siger Janni til RYK IND RIBE og fortsætter: – Alex og en række frivillige hjælpere havde nok at se til midt på dagen, hvor det var ved at være fyldt op med biler, men alt i alt en ganske god løsning.
Julemarkedet ligger tidligt – og hører til kategorien: – et lille marked med stemning og æstetik. Ved 16.30 tiden begyndte det at ebbe ud – og her havde Diana Terp og EnsOm Mad solgt mange grill pølser fra en pavillon, hvor 4-5 hjalp til med det praktiske.
Janni fortæller, at overskuddet fra billetindtægten vil blive doneret til netop EnsOm Mad, som dermed får midler til aktiviteter og ekskursioner.
– I dag er jeg bare træt – og mega tilfreds med arrangementet, siger Janni i en afsluttende kommentar: – Men i morgen skal vi i planlægningsgruppen se frem mod forårets marked – vi skal nytænke og finde flere måder, hvorpå vi kan fastholde den store interesse.












































































