Tekst Hasse Jøgensen, foto Rene Jørgensen. Torsdag den 8. august

En forkert mærkning af otte pakker kød har kostet Kvickly i Ribe en sur smiley og en bøde på ikke færre end 80.000 kroner.

Det fortæller JV.DK, der også kan fortælle, at da Fødevarestyrelsen kom på besøg, var en af de otte pakker solgt og de resterende syv blev omgående fjernet og destrueret, selv om de intet fejlede. Problemet var, at der på forbrugeroplysningen på pakken ikke var angivet, at der var selleri og ost på kødet.

– Vi ikke har færdiggjort ingredienslisten, og det ved vi godt er en fejl. Vi har blot prøvet at være hjælpsomme, og derfor er vi pisseærgerlige over dette, siger Peter Lauritzen og forklarer ifølge JV.DK, at den voldsomme bøde skyldes, at Fødevarestyrelsen netop har kørt en kampagne mod farlige fødevarer, heriblandt allergener.

– Ost og selleri er farlige fødevarer, hvis man ikke kan tåle det, og en fejl på dette område betyder 40.000 kr. i startbøde, mens der lægges yderlige et beløb oven i alt efter butikkens størrelse, siger Peter Lauritzen, der har besluttet ikke at anke bøden, selv om han ikke er helt enig med Fødevarestyrelsen.

– En regel er en regel og vi har dummet os, men vi mener man godt lige kunne se lidt på proportionerne i dette. Det er et område, hvor vi kunne have ønsket os bedre vejledning, og 80.000 kr. og en sur smiley for otte pakker kød synes vi er lidt voldsomt, siger Peter Lauritzen til JV.DK.