Tekst & Foto: Johnny Tauman
29. januar 2022
Det var en tilfreds og glad formand, Ove B. Holst fra Nørgaard Anlæg, som RYK IND RIBE mødte – travlt beskæftiget – på fortovet ved jernbaneoverskæringen. – Vi har haft en fantastisk god uge, hvor der er kommet lys i 2/3 af gadelamperne på Rosen Allé. Det er Elcon, der står for dette arbejde. Men endnu bedre er, at der er monteret en række lyssignaler, som Swarco er i gang med at forbinde, fortalte formanden og tilføjede: – Alle er kabler er trukket på begge sider af krydset og jernbanen.
Hele arbejdet skal være færdigt i uge 15, men hvis vejret fortsat er en positiv medspiller og frosten udebliver, så kan det tekniske anlæg måske allerede tjekkes efter uge 7. Lyssignalerne skal spille sammen med jernbanesignaler/bomanlæg.
– Der mangler stadig en del flisearbejde med vestsiden af Rosen Allé, og så skal både veje og cykelstier have nyt slidlag, men optimismen har fået et løft, var Ove B Holsts statusmelding. Han kan dog endnu ikke give en endelig slutdato.