Tekst Hasse Jørgensen, foto privat, onsdag den 7. september 2022

Venskabsbyforbinelsen mellem Ribe og Krems har varet i 50 år, og fra venskabsbyforeningen har vi modtaget denne pressemeddelelse om foreningens netop overståede tur til Krems:

I 1972 rejste en delegation af ripensere, anført af Mads Andrup, til den østrigske by Krems med det formål at etablere en venskabsbyforbindelse. Dette besøg er udførligt beskrevet af amtmand Morten Edelberg i en avisartikel fra oktober samme år.

Besøget blev indledningen til en nu 50 årig venskabsbyforbindelse. Med skiftende intensitet.

Fra Galerie DALIKO i Krems modtog billedvæver Mona Martinussen for halvandet år siden en invitation til en jubilæumsudstilling; en invitation, som resulterede i en fornem udstilling sammen med to andre Ribekunstnere, glaskunstner Erna Møller og kunstmaler Lars Bollerslev.

Et længe næret medlemsønske om et besøg i den skønne by Krems i det smukke vinområde Wachau valgte bestyrelsen for Venskabsbyforeningen at efterkomme, og planlægning af jubilæumsturen gik i gang.

27. august rejste 38 medlemmer med bus til Krems. Det blev uforglemmelige dage. Solen strålede, vinen flød, humøret var højt, og varierede oplevelser stod i kø.

Guidet byrundtur i det historiske Krems og besøg på Weingut Stadt Krems, hvor venskabsvinen blev smagt og købt. Netop i det byejede Weingut havde tidligere kontaktperson Erich Voglauer lavet en imponerende udstilling over de 50 års partnerskab. Denne udstilling præsenterede han på fineste vis.

Fra officiel side blev vi budt velkommen af borgmester Dr. Retsch på det smukke Museum Krems.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Receptionen med borgmester Dr. Retsch, byrådsmedlem Hochauf- Bartaschek og kulturdirektør Gregor Kremser

Udflugt til Stift Melk og Dürnstein var også en del af programmet, og en stor gruppe deltagere imponerede ved at bestige den berømte Dürnsteinruin i 27 graders varme.

Uden for Galerie DALIKO hang Dannebrog og viste vej ind til Ribekunstnernes flotte og farvestrålende udstilling. Besøget her blev også en fin oplevelse.

Når man siger sensommer i Østrig, siger man også Heurigenbesøg. Altså besøg hos en vinbonde, som også serverer mad til vinsmagningen. Det lykkedes at finde det rigtige sted, hvor alle kunne bænkes.

Krems ligger kun 75 km fra Wien, og en heldagstur var en vigtig del af programmet. En dansktalende guide steg på bussen og fortalte på en rundtur om Wiens fortid og nutid, og derefter blev Wiens store kunstner, Gustav Klimt, beundret på Schloss Oberes Belvedere.

Frokosten blev indtaget sammen med formanden for det dansk-østrigske selskab i Wien, Franz Haberhauer. Han ønskede at møde os og kunne meget levende og på flydende dansk fortælle om sin skæbne som wienerbarn i Danmark. Deraf udsprang hans store kærlighed til Danmark og danskere.

På tilbageturen til Krems blev der også tid til en gåtur i det imponerende haveanlæg ved det kejserlige slot Schönbrunn uden for Wien.

”Schiff und Schnitzel” var temaet for den sejltur på Donau, som afsluttede opholdet i Krems.

Hotel ”Unter den Linden” viste sig på alle måder at være et perfekt overnatningssted for vores fem dage i Krems.

Mads Basse Pedersen fra Darum Busser var ikke blot en fremragende og meget erfaren buschauffør, men også særdeles velorienteret. Han stod også for turens største overraskelse på udturen: et besøg på templet Walhalla ved Donau nær Regensburg.

Walhalla er Tysklands svar på ”Hall of Fame” med næsten 200 buster og statuer af berømte personer fra tysktalende områder. Opførelsen af bygningen blev påbegyndt i 1830 og er en kopi af det græske Parthenon Tempel i Athen.

Et imponerende flot sted, som bør tænkes ind på alle danskeres rejse sydpå.

Med denne jubilæumstur er det Venskabsbyforeningens håb, at samarbejdet med Krems intensiveres, og at et lignende initiativ derfra kunne resultere i et snarligt genbesøg i Ribe.