Tekst og foto: René Jørgensen (arkivfoto)
11. juni 2025.
Oplev stemningsfuld korsang i Klostergården Skt. Hans aften
Traditionen fortsætter, når Ribe Mandskor igen i år inviterer til koncert i den smukke Klostergård på Skt. Hans aften.
I mange år har koret været en fast del af byens midsommerfejring, og koncerten i Klostergården er blevet et stemningsfuldt højdepunkt for både kor og publikum. Rundgangen omkring gården danner en helt særlig ramme, hvor den bløde akustik giver sangen en ekstra dimension og skaber en nærmest magisk atmosfære.
Mandskoret vil fremføre et alsidigt program med både danske og udenlandske sange – nøje udvalgt til lejligheden – og de glæder sig til endnu en gang at dele deres sangglæde med det trofaste publikum.
Bemærk venligst, at koncerten i år starter kl. 19.30.
Kom og vær med til en musikalsk aften i hjertet af Ribe – midt i traditionen, midt i sommeren.