Tekst Hasse Jørgensen, pressefoto, torsdag den 30. oktober
Rækken af naturvidenskabelige foredrag på bibliotekerne, der live streames fra Århus Universitet, er kommet godt i gang i dette efterår. Og den 10. november er der bl.a. i Ribe mulighed for både at smage på og høre om øl samt blive klogere på ølbrygningsprocessen.
Under foredraget bliver der serveret små smagsprøver på fem udvalgte øltyper. Deltagerne smager dem én efter én efterhånden som de gennemgås i foredraget. Aftenens forelæsere er brygmester Zoran Gojkovic og Erik Lund, Carlsberg Laboratorium.
Aftenen starter med en kort introduktion ved medlemmer af lokalafdelingen af Danske Ølentusiaster. De fortæller om, hvordan de griber den private brygning an.
En af de faste deltagere til bibliotekets livestreaminger, er Leander Cleyton fra Ribe. Han fortæller om i en pressemeddelelse fra biblioteket om, hvorfor han kommer til livestreamingerne:
– Jeg går til livestreaming foredrag fordi jeg synes, at det er en super måde at lære på. Det bidrager til min almen dannelse. Det mener jeg nemlig også er vigtigt. Når det så er sagt, så synes jeg dog, at det giver en yderligere forståelse af, hvordan verdenen hænger sammen, hvilke nye videnskabelige fremskridt der bliver lavet, og hvordan den naturvidenskabelige metode i realiteten bliver brugt. Det er så endnu bedre når jeg kan få mine venner med, for så er der nogen man i pausen kan tale og diskutere med om foredraget, slutter Leander Cleyton.
Arrangementet den 10. november foregår klokken 18.30 bl.a. på Hovedbiblioteket i Esbjerg og i Ribe i Seminariehuset. Her laves arrangementet i et samarbejde med Ribe Katedralskole.
Der er begrænsede antal pladser, og billetter skal bestilles på bibliotekets hjemmeside. Prisen er 30 kroner.









































































