Tekst: Johnny Tauman   Foto: Udlånt fra kunstprojektet
2. oktober 2018

Alt er bevægelse

Vadehavscentret åbner dørene for en sanselig rejse ud der hvor himmel og hav mødes med Inseparable Together – et kunstprojekt der lader dig opleve Vadehavet på helt nye måder.

Projektet Inseparable Together undersøger, hvorvidt det er muligt at skabe kunst i et jævnbyrdigt møde mellem menneske og natur. Gennem fire årstider, på fire forskellige steder i den danske Vadehavsregion – Rømø, Højer, Fanø og Mandø – har komponist Ellen Birgitte Rasmussen, fotograf Alexandra Buhl og performancekunstner og iscenesætter Nana Francisca Schottländer skabt materiale i form af video, lyd og musik, med selve vadehavs-naturen som en aktivt medskabende fjerde partner.
Inseparable Together tegner gennem videoinstallationer, lyd, billeder og musik et unikt og sanseligt portræt af det danske vadehavsområde med fokus på menneskets samspil med naturen.

Koncert med uropførelse

Ellen Birgitte Rasmussen har, udover lydsiden til videoinstallationen, skabt ny kompositionsmusik med udgangspunkt i mødet med områdets natur og kultur.
De fem blæsere i Kirin Winds uropfører værket ‘Alt er bevægelse’ til en koncert den 27.10. kl 14.30, i forbindelse med udstillingens sidste åbningsdag. I kompositionen udtrykker musikerne sig som forskellige Vadehavsvæsner – blandt andet fugle, krabber og vind – der møder menneskeskabte lyde som kirkeklokker og sluseporte.

Faktadata for hele perioden

Installationen er åben den 5.-27. oktober 2018 i Vadehavscentrets åbningstid
Koncert med Kirin Winds den 27. oktober kl. 14.30
Fotoudstilling i Vadehavscentrets café den 5.-27. oktober.
Der betales entré til Vadehavscentret.