Tekst, Foto & Collage: Johnny Tauman
29. december 2023
Når Dagmargade bliver lukket (RYK IND RIBE skal nok orientere herom i god tid), så vil trafikken i indre by for alvor blive udfordret.
Der er tale om to helt specielle opgaver (på kortet markeret som 3 og 4) – nemlig en nødvendig forstærkning af Dagmarbroen, så den kan bære to fjernvarmerør fastgjort under broen samt en udfordring med at montere to lange fjernvarmerør, som skal trækkes på plads via to udgravninger i vejbanen på begge sider af broen.
Dagmarbroen skal forstærkes
– Der er indgået aftaler- men endnu ikke skrevet kontrakt – på arbejdet med at stabilisere Dagmarbroens bærende fundament, hvorpå der skal påmonteres solide metalplader, fortæller Richard Boisen, Ribe Fjernvarme. Broarbejdet er uden for selve udbuddet på transmissionslinjen mellem Ribe Fjernvarme i Sct. Nicolaj Gade og fordelingsnettet i Ø. Vedsted.
To parallelle huller
Når forstærkningen af metallet er på plads, skal der bores to parallelle huler med diametre passende til fjernvarmerørene, som ses i depot i området. Arbejdet med Dagmarbroen vil foregå dels via pram dels via stillads. – Det vides ikke på forhånd, hvordan arbejdet vil kunne påvirkes af trafikken på broen, siger Richard Boisen til RYK IND RIBE.

Der skal graves på begge sider (Arkivdronefoto: Ove Detlevsen)
Dagmarsgade lukkes
Den næste fase bliver spændende at følge. Dagmarsgade lukkes for kørende trafik – gående og cyklister vil kunne passere. På begge sider af broen skal der graves huller i vejbanen, så lange sammensvejsede rør kan trækkes fra banegårdssiden ned under Dagmarbroen – gennem hullerne – og op på den anden side. Herefter skal de to rørende forbindes med ledningsnettet ved Kurveholmen – og klargøres til det videre forløb mod Odins Plads. I den periode må al trafik rundt med omfartsvejen.
Odins Plads har udfordringer
Den sidste hurdle bliver Odins Plads – så kort ved mål – og så alligevel noget af en opgave!
Som det fremgår af kortmaterialet er undergrunden ved det tidligere gasværk og tankstationen modsat just ikke blandt de reneste. Dertil kommer, at der gennem området også skal laves en passage over en stor gaslinje.

Dronefoto: Ove Detlevsen
Som anført i artikel I, så er de mange opgaver fordelt over perioden januar til juni. Vil du opdateres løbende om processen og de faktuelle udfordringer, så klik ind på RYK IND RIBE.