Tekst og fotos Hasse Jørgensen, torsdag den 9. februar 2023
Det er en på mere end en måde unik bygning på Industrivej, der blev holdt rejsegilde på i går.
Dels baner den vejen for flytningen af ejeren, Americhem Inc., europæiske hovedkvarter fra England til Danmark til Ribe-firmaet Controlled Polymers adresse på Industrivej. Dels giver de godt 700 kvadratmeter nye produktionsarealer plads for en udvidelse af produktionen. Dels får det administrative personale også væsentligt mere plads med yderligere godt 700 kvadratmeter, og dels er der tale om en helt anden arkitektur, end den, man er vant til at se ved industribyggeriet på Nørremarken. Arkitekturen er holdt i en nordisk stil.
Normalt holdes et rejsegilde, når bygningen er rejst, og man kan se, hvor meget, den syner i landskabet. Her har bygningen været i rejsehøjde i nogen tid, og da håndværkerne ikke kunne sætte rejsekransene op på taget, blev de hængt ned fra loftet i den nye, store produktionshal. Også en unik måde at gøre det på.
Ved rejsegildet i går blev det i talerne også gjort klart, at det er et specielt byggeri, der har været længe under vejs. Planerne blev startet af daværende direktør Mogens Larsen, der fratrådte i december 2021, og som i sin tale ved rejsegildet sagde, at der var mange årsager til, at ”vi først står her nu” uden at komme ind på årsagerne i detaljer.
Vicepræsident i Americhem Inc., og direktør for Europa, Barto de Plessis, nævnte i sin tale bl.a., at udvidelsen i Ribe er en vigtig del af selskabets planer for fremtiden i både Europa og USA og at den er med til at sætte Ribe på landkortet.
Også ingeniør Claus Tornbo, VITA Ingeniørerne, og Jesper Christensen, CM Byg, der har opgaven i hovedentreprisen, var blandt talerne, og fra alle sider lød der en tak til alle implicerede parter for samarbejdet og indsatsen.
Efter talerne var der både fast og flydende til gæsterne i form af pølser og drikkevarer. Og der var lejlighed til at se de nye lokaler, der skal stå færdige til april.
Controlled Polymers blev stiftet i 2000 af Anders Flensburg, og firmaet har siden vokset sig stort og har i dag omkring 80 ansatte, men det ventes, at der skal ansættes flere.
- Jesper Christensen
- Barto de Plessis
- Mogens Larsen

Den spændende bygning skal stå klar til april