Tekst og Foto: Annette Brøchner Lindgaard
Søndag d. 7. august 2022

Som ikke-operakyndig skulle man holde ørerne stive for at følge med i den hæsblæsende operarundtur, som Guido Paevatalu og co. tog publikum med på søndag eftermiddag. En underholdende cocktail af den skønneste sang, lynhurtige operaintroduktioner og skøre, skægge anekdoter fra operasangernes liv.

Musikforeningen Quedens havde endnu en gang inviteret de to kongelige operasangere Guido Paevatalu og Niels Jørgen Riis, pianist Leif Greibe og – som dagens overraskelse – sopran Signe Asmussen til at synge og fortælle. Denne gang på Brorsonsminde.

Opera skal gøre ondt! – men mest godt, var overskriften, men den kunne også have været: Operaen skal gøre ondt for at den kan gøre rigtig godt.

Men hvem er det, det skal gøre ondt på? ”Alle!” må svaret vist være.

Hvis oplevelsen skal være rigtig god, skal operaen udtrykke alle de stærke følelser, vi mennesker rummer, fra sorg og desperation over vrede og had til den grænseløse og altopofrende kærlighed. Sådan en oplevelse lykkedes det de tre sangere og deres pianist at give til publikum. RYKIND udsendte fik i hvert fald både gåsehud og tårer i øjnene og gik fra koncerten med den gode blanding af glæde og sørgmodighed som dygtige kunstnere kan formidle.

Men ellers er det vist mest på sangerne, det må lide. I hvert fald fortalte de en lang række muntre (og knap så muntre) anekdoter om livet i operaens verden. Vi var med i garderoben, til prøverne og til forestillingerne, hvor vilkårene ofte er ganske vanskelige og hvor både fysik og hukommelse udfordres. Man skal have et 6. gear, gode sko og mod til at sætte foden ned og sig nej, når instruktøren bliver for urimelig.

Imellem de sindsoprivende anekdoter kunne vi publikummer lukke øjnene og nyde små uddrag fra La Traviata, Don Juan, Don Carlos, Carmen, Perlefiskeren, Maskerade, Tannhaüser og La Boheme. Sidstnævnte kendt for Mimis langsomme død, der giver mulighed for at synge smukt og gribende i ganske længe. En praktisk operadød.

Alle sange blev leveret med stor lidenskab, indlevelse og overbevisning. Det er virkelig en fornøjelse at kunne opleve så dygtige og professionelle kunstnere på en halvgrå søndag eftermiddag i Ribe. Tak til de fire kunstnere – også for at slippe det sangglade publikum løs på både Viljas og Toreadorens sang – og tak til Quedens Musikforening.