Tekst & Foto: Johnny Tauman
11. november 2020
Det lysner for trafikken – altså hvis vi ser på trafikken i Saltgade, som nu i flere måneder har været trafikreguleret over broen ved LIDL.
I dag blev de sidste kantsten færdigmonteret. Det betyder, at asfalteringen kan påbegyndes – og dermed vil kørebanen blive klar i løbet af et par dage. RYK IND RIBE kunne ikke få oplyst, om der stadig vil være trafikregulering mens fortovet bliver lagt! Men der er lys forude!
Noget andet er derimod med Nørremarksvej, som er lukket i forbindelse med ombygningen af den nye rundkørsel. RYK IND RIBE har forespurgt myndighederne, om der ved det ændrede trafikmønster – og senere den store omlægning i forbindelse lukningen af Rute 11 – kommer en form for trafikregulering, så bilister, der kommer fra sidevejene til Nørremarksvej – fra Skyttevej til Skindermarksvej – kan komme sikkert ud i mylderetidens stangtrafik. Kommer der nye oplysninger, vil de blive bragt hurtigst muligt.