Tekst og fotos Hasse Jørgensen, søndag den 22. juni 2025

Der var masser af stemning og hygge, da Kulturforeningen Quedens Børneliv sammen med Det Danske Spejderkorps i Ribe holdt børnenes Sct. Hans i Tangeskoven på spejdernes område.

Naturligvis var der bål med båltale, som Lotte Ilsøe holdt i form af et digt. Midsommervisen blev sunget under dygtigt akkompagnement af Poul Christensen, og der var masser af lege og muligheder for at udfolde sine kreative evne.

Op mod 100 børn og voksne deltog i arrangementet, hvor Kjældgaard Kaffe sørgede for kaffe i flere variationer og varm kakao, og hvor der andet steds var mulighed for at få snobrød og pølser til at riste over bålet på ægte spejdermaner.

Det er anden gang, spejderne er med i arrangementet, der også har givet et øget medlemstal hos spejderne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Bålet brændte lystigt, men spejderne var beredte

– Det er så fint at sige, at vores medlemstal er fordoblet, når vi er gået fra ti til tyve i den gruppe, men det er vi faktisk, og vi har stadig plads til flere, fortæller gruppeleder Jesper Gregersen, alt i mens han har travlt med de praktiske ting på pladsen.

Og da spejderne med fakler satte ild til bålet, flammede det så lystigt, at der lige måtte lidt vand på i yderkanterne for at hindre ilden i at brede sig. Men som spejderne er, var man også her beredt og havde vand i spande og sprøjter lige i nærheden, så både voksne og børn kunne nøde eftermiddagen, der – med trusler om andet – holdt tørt, og det par stænk, der kom midt under arrangementet gjorde ingen skår i glæden.