Tekst & Foto: Johnny Tauman
7. november 2018

Allerede uden for Sognehuset i Gredstedbro kunne man fornemme, at der var kommet mange til onsdagsklubben – et hyggeligt klubmøde, som gennemføres den første onsdag i hver måned fra kl 10:00.
RYK IND RIBE havde fået et bud om at se ind – der ville nok være flest kvinder, men mænd kan også møde frem. Nu kan vi lige så godt løftet sløret – der var 25-30 kvinder, hvilket også cykler indikerede – og INGEN mænd.

Snakken gik lystigt

Snakken gik lystigt ved det lange bord, mens der blev brygget te i lange baner. Og det handlede ikke blot om de små sysler, som man kunne sidde med – hækle, strikke, stramaj, men også at få rundstykker, wienerbrød og frugt.
Grethe var i gang med et større slumretæppe, som hovedsagelig bliver skabt af garnrester fra bla. produktionen af strømper. ”Jeg nyder, at komme her,” fortalte Grethe – og supplerede med, at der også nogle gang er underholdning og musik.

Tidligere mange butikker i Gredstedbro

RYK IND RIBE fik en snak om, dengang der var butikker i Gredstedbro – altså ud over det nuværende elsalg og Brugsen. Samstemmende kunne kvinderne ved bordenden fortælle om to manufakturhandlere, en bager, et ismejeri, en kiosk (hvor man kunne få sig en god snak og lokale nyheder) samt to pengeinstitutter.
Dagens møde blev holdt i netop de lokaler, som Andelskassen havde haft.
På spørgsmålet fra en deltager om, hvor RYK IND RIBE har til huse, kom der bud på Arresthuset, for Lindegården er jo for længst revet ned. Det fik vi dog hurtigt på plads – vi er jo en E-avis.

Spændende foredrag torsdag aften

I morgen torsdag kl. 19:00 i Sognehuset fortæller sognepræst Ole Witte Madsen om borgere i Børsmose – hvordan der blev sat en stopper for deres tilværelse, hvor bønderne nærmest var beslægtede med Vesterhav og sandjord, med en skæbnesvanger ekspropriation i 1968. Staten købte folk fra hus og hjem og satte skodder for vinduerne i bygningerne omkring og på Kallemærkshede.