Tekst & Foto: Johnny Tauman
11. oktober 2018

Hver eneste onsdag mødes en gruppe mænd på byggepladsen: Farup Kultur- og Aktivitetshus. De har vidt forskellige baggrunde, men har lyst og energi til at yde en frivillig indsats i et fællesskab, hvor kun vægtige årsager betyder fravær.
Det er mænd i den modne alder – alle pensionister og med den snart 71 årige Palle Bondrup som alderspræsident.
Da RYK IND RIBE mødte ind, var der en vis uro – der var mangel på troldtektplader – og sømpistolen savnede søm. Heldigvis varede det ikke længe inden lastbilen fra byggemarkedet dukkede op med varerne – og så summede rummene igen af aktivitet.

6 alsidige og dynamiske personer

Gruppen består af 6 mænd: Palle Bondrup, Knud Wind, Jens Løkkegaard, Jens Michael Jensen, Jørn Wind og endelig Leif, som var fraværende denne onsdag.
Palle Bondrup har drevet eget Skiltemalerfirma i Nr. Farup siden 1996 – men har også haft berøring med Røde Kors og sluttede arbejdslivet hos Logitrans.
Knud Wind er oprindelig uddannet mekaniker – arbejdede i 30 år som montør og på lageret hos Logitrans.
Jens Løkkegaard var tidligere viceinspektør på Valdemarskolen, men valgte at stoppe, da der dels kom ny tjenestetidsaftale og den nye folkeskolelov skulle søsættes. Og det har Jens aldrig fortrudt.
Jens Michael (Jensen) har drevet landbrug i Tanderup – i dag bliver det blot til lidt hobbylandbrug og med 3 heste, som hver dag kommer på stald. Derfor måtte Jens Michael også lige en tur hjem midt på formiddag for at lukke hestene på græs.
Jørn Wind har været elektriker i Esbjerg – og i øvrigt bror til Knud. Jørn ser frem til onsdagene, hvor samværet er med til at give ekstra energi.

Har arbejdet igennem

RYK IND RIBE udfordrede onsdagsholdet med ”byggeleder” Mogens Sørensens udtalelse: Onsdagsholdets medlemmer har ”ret” til en uges ferie J. ”Det lyder rigtigt godt,” sagde bla. Palle Bondrup: ”Mon det så er inklusiv feriepenge”.  Onsdagsholdet har arbejdet igennem siden projektets start – og jow der har været fravær, men aldrig mere end 3-4 ad gangen.

Også plads til privat snak

Jens Løkkegaard og Jørn Wind arbejdede denne onsdag sammen med at sætte lister op – og det gik strygende, hvor Jens er ferm til at bruge den store rundsav. Begge har barn i London – så der bliver også tid til at drøfte muligheder for at komme derover med forskellige flyselskaber – og ikke mindst, hvordan OisterCard’et fungerer.

Klar til næste omgang

Når du torsdags holdets kvinder har fået spartlet og malet – så er der nye opgaver til mændene næste på onsdag – og med den indsats og hastighed, så kommer indvielsesdagen nærmere.