Tekst & Foto: Johnny Tauman
xx. oktober 2020
Tredje kapitel af tre

På vej ind i Niels Arnes værksted, hvor han kan arbejde i timevis
Når Niels Arne skal slappe af, så lister han over ”Dad’s Garage” – et univers med dimser og duttenutter, maskiner, værktøj, motorer, biler, lifte og tusindvis af andre ting. – Jeg ved så nogenlunde, hvor mine ting er, lyder det fra Niels Arne, inden RYK IND RIBEs medarbejder har skabt sig et nogenlunde overblik med de største effekter.
En VW skal genopbygges
Niels Arne er uddannet mekaniker – og derfor nyder han friheden med mange, mange projekter. Se nu blot VW´en fra 1973, som skal genopbygges i en tro kopi af den ”hippie-bus”, som stod af med en sammenbrudt motor i 1995. – Bemalingen foregår med spraydåser, smiler Niels Arne, mens han fortæller om T2-modellen. Den passede til vores familie og bragte mange oplevelser i Danmark. Senere blev det både til en T3 og en T4. – Vi blev jo en stor familie med 4 drenge – og så skulle der jo også være plads til svigerforældrene.
Det blev til en enkelt tur til Rumænien, hvor børnene kunne se, hvor jeg havde kørt nødhjælpspakker til, siger Niels Arne, mens han peger på sin nyerhvervelse – en russisk motorcykel med sidevogn.
Russisk motorcykel med sidevogn
– Jeg har altid haft en forkærlighed for knallerter og motorcykler, siger Niels Arne, mens han klapper blidt på den russiske maskine. – Den er faktisk 60 år – altså lidt ældre end Else og jeg, men den kører som en drøm. Helt nøjagtig er den fra 1. juli 1960. Her i efteråret har Niels Arne og en kammerat været på tur med den langs Vestkysten – og RYK IND RIBE mødte dem, da de overnattede i shelters ved Kongeåen nær brugsen i Kongeådal.
Else tager også gerne en tur med i sidevognen. – Jeg tør ikke sidde bagpå, da jeg ikke kan læne mig til den rigtige side i sving, lyder forklaringen fra Else. Niels Arne har nemlig også en anden motorcykel.
Silas har knallert stående
Og så er der en Puch Maxi i værkstedet. – Den bruger vores søn Silas en gang om året, når han sammen med nogle venner tager på weekendtur.
Familien med de mange pædagoger
Rundvisningen er ved at være slut – og det skete uden at få olie på tøjet. Niels Arne peger på en kedeldragt og et par overall – det er de bedste dragter, når der skal ”leges”. Og så blev han i øvrigt arbejdet hos FIAT i Ribe – Niels Knudsen, som havde vanskeligt ved at forstå, at han ville have barselsorlov, da Silas kom til verden i 1984. I dag er Niels Arne ansat som pædagog ved Skjoldbo i Esbjerg – og alle sønner har pædagoguddannelsen som ballast.
TAK FOR EN GOD OPLEVELSE TIL FAMILIEN AGERBO!