Tekst og foto: Torben Ravnborg Nissen, fredag den 5. juni 2026
Omkring 400 mennesker var fredag samlet i Bispehaven i Ribe til årets grundlovsmøde, hvor fællessang, musik og taler satte fokus på demokratiets vilkår i en tid præget af internationale spændinger og teknologiske forandringer.
(artiklen fortsætter under billederne)

Dagens mødeleder og forsanger, Kirsten M. Andersen, bød velkommen og bemærkede med et smil, at Grundlovsdag i Ribe næsten har sin egen vejrtradition.
– Vi plejer at have truende byger hængende over os på Grundlovsdag, men de bliver som regel aldrig til mere end nogle få dryp, sagde hun.
De mørke skyer blev da også ved truslen, mens de mange fremmødte kunne nyde eftermiddagens program under åben himmel.

Sociale medier udfordrer demokratiet
Tidligere uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen pegede i sin tale på de sociale mediers voksende indflydelse som en af de største udfordringer for moderne demokratier.
– En stigende trussel mod demokratiet er de sociale medier, deres algoritmer og de ikke-folkevalgte stiftere og ejere bag dem. Der er slanger i det demokratiske paradis, sagde han.
Ifølge Jesper Petersen er det en demokratisk udfordring, når globale teknologigiganter får stigende indflydelse på den offentlige samtale uden at være underlagt samme demokratiske kontrol som folkevalgte institutioner.

Frihed må ikke tages for givet
Tidligere kirke- og kulturminister Mette Bock rettede i sin tale blikket mod den politiske udvikling både internationalt og herhjemme.
– Med den udvikling, vi ser både i øst og vest, og også i Danmark med højrenationalisme og sindelagskontrol, er der grund til at være opmærksom. Vi må ikke tage demokrati og frihed som en selvfølge, lød det fra den tidligere minister.
Hun understregede, at frihedsrettigheder og demokratiske værdier kræver vedvarende opmærksomhed og engagement fra borgerne.

Kirkernes børnekor
Sang, musik og fællesskab
Ud over talerne bød eftermiddagen på musikalske indslag fra Spillefolk, Kirkernes børne- og pigekor, Det Danske Mandskor, Ribe Mandskor og Flemming Bevensee. Der var fællessang, kaffe, hyggeligt samvær og aktiviteter for børnene, mens Café Quedens sørgede for mad og drikke i haven.
Grundlovsmødet blev dermed endnu en gang et velbesøgt samlingspunkt om demokratiet, fællesskabet og de frihedsrettigheder, som Grundloven bygger på.
Arrangementet var resultatet af et bredt samarbejde mellem Bispegården i Ribe, Kulturforeningen Quedens, menighedsrådene ved Ribe Domkirke og Sct. Catharinæ Kirke, Ribe Byernes Beboerforening, Soroptimisterne og Det Antikvariske Selskab – et samarbejde, der endnu engang viste, hvordan lokale kræfter i fællesskab kan samle byen om en af årets vigtigste mærkedage.

Lise Frederiksen fra Café Quedens takkede Kirsten M. Andersen for ti år med Grundlovsdag i Bispehaven

Kirkernes pigekor

Ribe- og Danmarks mandskor

Flemming Bevensee

Spillefolk

Et stort feststemt publikum

Ikke alle synes, at taler og sange er spændende









































































